Adam sprang fejlfrit over 195 cm (video)

09-12-2023 19:56

Annika Knudsen Lorentsen

Årets KRAFFT Six Bar blev vundet af Adam Sparlund Olesen, som vandt ved at være den eneste der sprang fejlfrit over serien med et afsluttende spring på 195 centimeter

Copyright Ridehesten.com
Der var stor glæde at spore fra Adam da han vandt dagens six bar. Foto: Ridehesten.com/Juliemaja Søndergaard

Et af højdepunkterne ved Danish Christmas Show er konkurrencen Six Bar, hvor rytterne skal forcere en serie af forhindringer der løbende bliver sat op. I år var ni ekvipager til start i konkurrencen, og de kom alle fejlfrit over den første serie af forhindringer med en sluthøjde på 160 centimeter. 

Copyright Ridehesten.com
Med sine 2 meter og 11 centimeter virkede springet ikke rigtig højt, når Adam stod ved siden af det. Foto: Ridehesten.com/Juliemaja Søndergaard

Sværere blev det selvfølgelig som forhindringerne blev hævet, og i sidste ende var der kun én der kom fejlfrit over den serie, hvor sidste forhindring lød på 195 centimeter. Det var Adam Sparlund Olesen med den 8-årige Dijon 45 e. Diacontinus/ Cardenio. 

Copyright Ridehesten.com
Adam Sparlund Olesen med Dijon 45. Foto: Ridehesten.com/Juliemaja Søndergaard

Adam Sparlund Olesen meldte sig til Six Bar-konkurrencen få timer før start, og han havde ikke forventet, at han i sidste ende kunne stå som vinder. Da det var en realitet, var han dog klar på at ride ind igen, fortalte han i et interview efter sejren. Se hele interviewet i videoen nedenfor. 

Andenpladsen blev delt af fire ekvipager, som alle kom fejlfrit over 185 centimeter, men som ikke lykkedes med at ride fejlfrit igennem serien med sluthøjden på 195 centimeter. Sidste års vinder Julie Voldgaard Hansen med Clever Cash Z e. Clinto Z/ Ziwago var en af dem, og hun kom faktisk fejlfrit over forhindringen på 195 cm, men da hun havde et nedslag på en af de andre forhindringer, måtte hun nøjes med andenpladsen i år. 

Den delte hun med svenske Anna Olsson, norske Simon Yde og tyske Jan Meves, så der var repræsentation fra mange nationer i toppen af dagens Six Bar. 

Se video af Adam og Dijon over de 195 centimeter nedenfor. 

Matilde Lilje bedst i Knock Out
Tidligere på dagen var der Kustos Fri Fagskole Knock Out på programmet, og her var det Matilde Lilje Andersen med Lillestaruphøjs Tequila e. Toulouse/ Crelido (opdr. Vivi og Adolf Hansen) der tog sejren, da hun var den der lykkedes bedst med at styre hesten hurtigt igennem den lille bane head to head mod de andre ryttere på skift. 

Andenpladsen tog norske Siri Hernandez med Loderich, mens Rikke Kjær og Josefine Marie Westerskov delte tredjepladsen. 

Den sidste konkurrence på programmet i dag, er den 150 cm høje Frandsbjerg Grand Prix. Den starter kl. 20.30 og der er 26 ekvipager på startlisten. 

Start- og resultatlister. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner