Andenplads til Helgstrand i Hagen

24-04-2025 20:58

De danske ryttere er i fuld gang ved det populære CDI-stævne, Horses & Dreams i Hagen. I dag var Andreas Helgstrand og Jovian på banen for første gang, hvor de sikrede sig en flot andenplads i et stærkt felt

Copyright Ridehesten.com
Andreas Helgstrand og Jovian har i dag været på banen for første gang ved dette års Dreams & Horses i Hagen. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø
Nyheden fortsætter efter annoncen

Hvert forår åbner Hagen, hjemstedet for den tyske familie Kasselmann, dørene til et af de mest populære stævner - nemlig Horses & Dreams, og det løber altså af stablen i denne uge. En flok danske dressurryttere har fundet vej til det populære stævne, der allerede er i fuld gang. Nogle af danskerne har været på banen for første gang i dag, hvor Andreas Helgstrand og Jovian red en flot andenplads hjem. 

Oftest har stævnet i Hagen været det første af de store udendørsstævner og derfor finder adskillige prominente navne vej til det tyske, ofte med nye stjerneskud, der skal ud og vise hvordan vintertræningen har udviklet dem. Hvert år bliver der som et ekstra twist tilføjet et partnerland, og denne gang er det Holland. 

Helgstrand og Jovian er i topform
Man må sige, at Andreas Helgstrand og den 11-årige KWPN-hingst Jovian e. Apache/ Tango er kommet tilbage på stævnepladserne i stor stil. Ved parrets første stævne efter Helgstrands udelukkelse, red de sig nemlig til en suveræn sejr i Grand Prix'en i Hjallerup, hvorefter parret tog til Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning, hvor de deltog i CDI5*. Her red parret endnu en sejr hjem i Nordentoft CDI 5-stjernet Grand Prix i Jyske Bank Boxen, og nu er parret så taget til Hagen, hvor de endnu en gang har vist suveræn stil. 

Copyright Ridehesten.com
Andreas Helgstrand og Jovian er i særdeles topform. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

I dag red parret nemlig på banen i den 4-stjernet Grand Prix ved Horses & Dreams, hvilket var deres første start ved dette stævne. Klassen i dag var en kvalifikationsklasse til lørdagens Grand Prix Kür, så der var altså noget at ride om. Det pres levede Andreas Helgstrand op til, og med 71,391% red han altså Jovian til en flot andenplads i et skarpt felt af 14 stærke ekvipager. 

Vinderen af klassen blev hjemmebanerytter Katharina Hemmer, der i sadlen på den 13-årige Denoix PCH e. Destano/ Pik Noir sikrede sig sejren med 74,261%. Tredjepladsen gik til Jovians tidligere ryttere, nemlig svenske Patrik Kittel, der overtog tøjlerne på den talentfulde hingst mens Andreas var udelukket fra stævnedeltagelse. I dag havde han taget den 13-årige Touchdown e. Quaterback/ Sack med sig til Hagen, og med 70,783% sikrede de sig altså tredjepladsen. 

Klassens resultat. 

Stævnets start- og resultatlister. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner