Årets præstationer - dressur

29-12-2023 12:58

I takt med at året går på hæld kigger vi tilbage på nogle af årets bedste internationale præstationer i dressur. Det er blevet til flere medaljer og sejre for de danske ryttere på de internationale stævnebaner

Copyright Ridehesten.com
Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zepter har haft et godt stævneår. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Igen i år har de danske dressurryttere præsteret på højeste niveau til de internationale stævner, hvilket også er blevet belønnet med medaljer til de største stævner. En af årets helt store begivenheder var EM i Riesenbeck i Tyskland, hvor danskerne sikrede sig flere medaljer. 

Til europamesterskabet viste de danske ryttere endnu en gang, at de hører til blandt toppen af dressureliten. Her red Daniel Bachmann Andersen, Andreas Helgstrand, Carina Cassøe Krüth og Nanna Skodborg Merrald en bronzemedalje hjem som hold, alle med ridt langt oppe i 70'erne. Nanna Skodborg Merrald leverede det højest bedømte ridt, da hun red til 78,556% i holdkonkurrencen. 

Da det gjaldt Grand Prix Special formåede Nanna Skodborg Merrald endnu en gang at præstere et ridt af højeste kaliber, da hun sammen med Blue Hors Zepter e. Blue Hors Zack/ Wolkentanz II red sig igennem det svære på program og opnåede bedømmelsen 82,79% for ridtet. Med denne imponerende bedømmelse fulgte også en individuel sølvmedalje. Nanna og Zepter var kun overgået af tidligere EM-guldvinder Jessica von Bredow-Werndl og TSF Dalera BB e. Easy Game/ Handryk, der genvandt guldet i Grand Prix Special-klassen. 

Om ridtet fortalte Nanna selv til Ridehesten: 

– Det var så fed en ridetur. Jeg fik samlet pointene her og der, og jeg mistede ikke meget. Det var helt fantastisk.

Nanna til tops i World Cup-finalen
I begyndelsen af året 2023 red Nanna og Zepter deres første start sammen, og ikke længe efter deltog parret også i World Cup-finalen, der i år fandt sted i OmahaNebraska i USA. På rekordtid var det lykkedes ekvipagen at opbygge et særdeles godt partnerskab, og det gav pote til World Cup-finalen. Her lagde de ud med et flot ridt i Grand Prix-klassen, hvor de blev bedømt til 76,165%. Det placerede dem på en tredjeplads, kun overgået af de tyske ryttere Jessica von Bredow-Werndl og Isabell Werth

Herefter fulgte ridtet i Grand Prix Kür, hvor Nanna og Zepter sammen red deres tredje kür sammen. Det blev til et beundringsværdigt ridt, hvor de samlede hvert et point sammen. Dommerne var tydeligt begejstrede, og ridtet blev belønnet med hele 87,146%, og de indtog dermed andenpladsen i World Cup-finalen. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Senere på året red Nanna og Zepter sig også til titlen som danmarksmester og flere imponerende ridt i World Cup-turneringen. 

Sejr til Nations Cup i Falsterbo
Til Nations Cup ved Falsterbo Horse Show 2023 lykkedes det for det danske hold at hive en sejr hjem foran de fire øvrige nationer. Holdet bestod i år af Daniel Bachmann Andersen, Anna ZibrandtsenNadja Aaboe Sloth og Anne Marie Hosbond

Holdkonkurrencen blev afgjort efter rytternes ridt i hhv. Grand Prix Special og Grand Prix Kür, og her lykkedes det alle fire ryttere at levere flotte ridt til høje procenter. Både Nadja og Daniel red også med til Nations Cup til Falsterbo Horse Show forrige år, hvor det ligeledes blev til en sejr for det danske hold.

CHIO Aachen
Ved det prestigefyldte stævne CHIO Aachen blev det også til en placering i Nations Cuppen. Her bestod holdet af Lone Bang Zindorff, Carina Cassøe Krüth, Andreas Helgstrand og Nanna Skodborg Merrald, som præsterede på højeste niveau. Endnu en gang blev det til et helt fantastisk ridt for Nanna og Zepter, som red sig over de magiske 80% med en score på 80,34%. 

Nanna og Zepter brillierede ligeledes i küren, hvor de opnåede 88,73% og en placering som nr. 2 i det skarpe felt. 

Sejr til Nations Cup i Frankrig
I foråret repræsenterede tre danske ryttere Danmark til Nations Cup i Compiègne i Frankrig. Her var det Anna Kasprzak, Carina Cassøe Krüth  og Lone Bang Zindorff, der var taget afsted, og endnu en gang formåede de danske ryttere at ride en sejr i hus i Nations Cup-turneringen. 

Det danske hold vandt Nations Cuppen med afstand til de øvrige nationer, da blandt andet Lone Bang Zindorff sammen med Thranegaardens Rostov e. Romanov/ Diamond (opdr. Jens Riishede Jensen) opnåede 77,390% i kür, mens Carina Cassøe Krüth og Heiline's Danciera e. Fürstenball/ De Niro (opdr. Stald Heiline) opnåede 76,106% i Grand Prix Special. 

Foruden de nævnte resultater har flere danske ryttere opnået flotte resultater til de internationale stævner rundt omkring i Europa. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner