Atterupgaards Barcelo solgt til succesfuld avler

17-02-2021 14:11

Atterupgaards Barcelo er nu blevet solgt til avleren af de legendariske Sir Donnerhall I og II, Maik Kanitzky. Maik er på nuværende tidspunkt ved at etablere et nyt team, som skal bakke op om hans nye sportsmæssige mål

Copyright Ridehesten.com
Atterupgaards Barcelo med nu tidligere rytter, Anne-Mette Strandby Hansen. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Maik Kanitzky fra Gestüt Heidehof ved Leipzig står bag avlssucceserne Sir Donnerhall I og hans helbror, Sir Donnerhall II (Sandro Hit/Donnerhall). Maik Kanitzky har imidlertid valgt at sadle om og satser nu i stedet på dressursporten, hvor han netop har sikret sig vinderen af Dansk Varmblods 35-dages test 2019, Atterupgaards Barcelo e. Bon Coeur/Caprimond E.H, det meddeler Helgstrand Dressage i dag. 

På Gestüt Heidehof er Maik Kanitzky netop ved at bygge et team op, der skal stå for uddannelsen af hans heste anført af berider David Kunath, der gennem de sidste 11 år har været selvstændig og uddannet adskillige heste op til S-dressur. Samtidig har han valgt at alliere sig med nogle af de bedste unghesteryttere, eksempelvis Tessa Frank, der får ansvaret for at videreuddanne Barcelo.

– Jeg prøvede flere heste hos Andreas, men i det øjeblik jeg red min første runde på Barcelo, var jeg overbevist om, at han var den rette. Han har en super indstilling, en exceptionel ridelighed og derudover tre sublime gangarter, der lover godt for en fremtidig karriere i topsporten, fortæller Tessa Frank, der har kvalificeret adskillige heste til det prestigefyldte Unghesteverdensmesterskab og det tyske Bundeschampionat.

Atterupgaards Barcelo har forladt Helgstrand og står nu hos Tessa ved Hamburg, hvor den fremtidige uddannelse af denne exceptionelle unghest vil finde sted. 

Fakta
Om Atterupgaards Barcelo

Atterupgaards Barcelo er en blandt mange succesfulde afkom fra Stutteri Atterupgaard. Barcelos moder, Atterupgaards Dicte, er helsøster til OL-hesten, Atterupgaards Cassidy, der med Cathrine Dufour har vundet talrige medaljer til Danmark. Dicte er desuden moder til yderligere to kårede hingste; Fassbinder og Atterupgaards Botticello. Fassbinder, der er fader til bl.a. de to succesfulde ET-helsøstre, Fiontina og den tredobbelte Verdensmester, Fiontini, der er en del af den danske bruttogruppe under Andreas Helgstrand. Botticelli, som også har haft plads i stalden hos Helgstrand som avlshingst, men som nu er godt på vej mod Grand Prix under den danskfødte amerikanske rytter, Charlotte Jorst.

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen