Avler, ejer og rytter (video)

13-03-2023 15:28

Trine Askjær-Jørgensen

Amatørrytter Susanne Oldenborg har selv avlet DV-vallakken, som hun startede i Blue Hors Unghestechampionat i dressur, og navnet EQ Secret Suprise er ikke nogen tilfældighed

At være med som både avler, ejer og rytter af den samme hest i Blue Hors Unghestechampionat i dressur ved Dansk Varmblods Hingstekåring er noget af en præstation. Det er ikke mange, der både har avlet og selv ejer og rider deres hest i Herning.

Susanne Oldenborg overvejede da også, om hun skulle få sin træner Susanne Barnow til at ride DV-vallakken EQ Secret Suprise e. Secret/ Gribaldi i de imponerende rammer i Jyske Bank Boxen, men det var nu alligevel ikke en oplevelse, hun selv ville gå glip af. Heller ikke selvom det som amatørrytter kan være svært at ride i det store felt af landets bedste 5-års heste og ikke mindst mange professionelle ryttere, der har redet i Herning mange gange før.

Moren til EQ Secret Suprise, Midt-West Kenya e. Gribaldi/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Stutteri Midt-West v/Poul Erik Nielsen) er Susannes tidligere ridehest, som hun for mange år tilbage i DV-regi red til hoppekåring.

At Kenya skulle agere avlshoppe og blive mor til Secret Suprise var dog lidt af en tilfældighed.
Hør Susanne fortælle historien, som også forklarer vallakkens navn:

Nr. 26 ud af i alt 47
I unghestechampionatet gik Secret Suprise ikke direkte videre til A-finalen med testrytterdelen, men var iblandt de allerbedste heste i B-finalen. Her trykkede han sig dog noget over pludselig at skulle gå inde i Hal M og fik formentlig ikke vist sig til fulde. Lidt frustrerende var det for Susanne, at parret endte på den utaknemmelige fjerdeplads i B-finalen. De tre bedste heste gik nemlig videre til A-finalen og skulle testes af Cathrine Laudrup-Dufour lørdag eller søndag.

I sidste ende blev det til en samlet 26. plads med 455 point i det stærke felt af 47 ekvipager. Dommerne belønnede blandt andet Secret Suprise med 8,5 for skridt, 8,5 for trav, 8 for galop og 8 for kapacitet hen over de forskellige dage.

Oplevelsen ville Susanne under alle omstændigheder ikke have været foruden:
– Jeg synes, han har været virkelig god. Egentlig har han jo haft lidt af et rytterproblem, fordi jeg ikke har prøvet at ride derinde før. Den første dag var jeg selv virkelig nervøs og fik slet ikke redet med. Det afspejlede resultatet så også, men det fik vi rettet lidt op på anden dag. Men jeg er fuldstændig tilfreds med resultatet og også, at jeg gjorde det, fordi jeg kunne jo ligeså godt have fået en professionel rytter til at ride ham, men jeg synes bare, det var så stor en oplevelse at være med, når nu man selv har avlet hesten.

Planen er nu at fortsætte uddannelsen af den dejlige DV-vallaken, og som Susanne siger: – Når man har prøvet at ride i disse rammer, er der ikke længere så meget, der kan skræmme én.

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner