Billige & smarte tips til hestefolk (video)

31-07-2025 15:32

Georgia Timmermann

Hvilke hestefolk vil ikke gerne spare tid og penge i hverdagen. Priserne på foder, hø, dyrlæge og udstyr stiger, men med små, enkle tricks kan du gøre hverdagen med hesten både nemmere og billigere. Her er 11 budgetvenlige tips til rengøring, træning, pasning og sikkerhed

Copyright Ridehesten.com
Her ses 2 plage som får deres mad på plastik 2 x dagligt, når de har været på græs. De går gerne på plastik, især hvis deres foldkammerat er med. Lyden og det at træde på anderledes bund er god miljøtræning til senere hen at blive en tillidsfuld ridehest. Foto: Georgia Timmermann

1. Undgå svalelort i stalden
Svaler er fredede og nyttige mod insekter, men de kan svine i stalden. Sæt et fladt bræt under reden til at opsamle lorten og undgå, at det drypper i vandkopper og på væggene.

2. Få en gul hest hvid eller skimmel igen
Vask halen grundigt med flydende brun natursæbe (købes i supermarkeder), og lad sæben sidde i cirka 5 minutter.  Brug en blød bilbørste til cirka 30 kr. fra byggemarkeder til at vaske kroppen på hesten– den er nem at holde og skånsom, så du kan gnubbe uden at genere hesten. Skyl sæben grundigt ud af halen, og gentag processen, hvis nødvendigt. Efter vask tørrer du halen med et håndklæde, putter showshine i, og afslutter med at drysse kartoffelmel på hestens hale og eventuel man. Kartoffelmel købes i supermarkeder.  Kartoffelmelet suger det gule tis ud og tørrer halen hurtigere. Børst evt. efter når den er tør. Husk altid at skylle godt efter og vær opmærksom på, om hesten kan tåle at blive vasket med hesteshampoo, natur sæbe, sæbespåner eller andet du bruger. Vask hesten efter fornuft. Se video nedenfor hvor vi fortæller om bilbørsten og karabinhagen.

3. Karabinhager kan være farlige
Lad aldrig karabinhager hænge løst fra grimen. En forskrækket hest kan få dem i øjet eller slå sig. Klips dem sikkert fast, så de ikke dingler. Se tip i video nedenfor.

4. Undgå at vandslangen falder ud
Brug et stift rør fra byggemarkedet, som passer til slangen. Fastgør med strips, og slangen hopper ikke op.

Copyright Ridehesten.com
Et stift rør med klips, strips eller som vist på foto kan holde røret til hegnet. Kan købes i byggemarkeder til fornuftig pris. På den måde er du sikker på at slangen bliver i baljen. Anbefaling - sæt din alarm til så du husker at slukke for vandet igen. Foto: Georgia Timmermann

5. Miljøtræn unge heste til vand, lyde og udfordringer
Heste kan miljøtrænes på folden med minimal indblanding. For at hjælpe dem med at vænne sig til lyde og forskellige bundforhold, lægges bomme ud for at komme til høet, og maden kan ligge på plastik. Hø er i bildæk, så undgår man spild. Brug plastikposer fra foderaffald eller klip billige plastikposer op – jo større plastikken er, jo mere skal hesten træde på den og vænne sig til lydene og følelsen.

Til træning på banen bruger vi overtræk fra en udendørs pool, som vi har fået eller fundet brugt. Det er en billig og effektiv måde at simulere lyde og udfordringer, der minder om en vandgrav eller lignende forhindringer. Når du træner fra jorden, kan du lade hesten gå over plastikposen og longerer over for eksempel et poolovertræk – det øger både modet og tilliden.

6. Hold fluer væk med kaffegrums og hjemmelavet spray
Gnid tørret kaffegrums på hestens mule og tæt ved øjnene for at holde fluer væk. Lav også en fluespray af æbleeddike og vand (1:1) med et par dråber citronella- eller eukalyptusolie.

7. Undgå is i vandbaljen om vinteren
Læg en halvt fyldt plastflaske med saltvand i vandbaljen. Den bevæger sig og forhindrer isdannelse ved let frost.

8. Lav en hyggelig staldbuket med duft og flueafvisning
Bind tørret lavendel, rosmarin og citronmelisse sammen og hæng i stalden. Det dufter dejligt og holder fluer og myg væk.

9. Miljøtræn og underhold hesten med perlesten i plastikflasker
Fyld tomme plastikflasker halvt med perlesten, og hæng dem op i boksen. Når flaskerne bevæger sig og larmer, bliver hesten miljøtrænet til nye lyde og får samtidig underholdning i boksen.

10. Brug strømper som billige gamacher
Gamle knæstrømper kan klippes og bruges som bløde, elastiske beskyttelser ved sår eller skrubninger. Er også effektiv for beskyttelse mod solen. Nogle heste med hvide sokker som går meget på folde i sol kan danne det som hedder fotosensibilisering. Her hjælper sokkerne for beskyttelse. Perfekt til fold eller boks, og meget billigere end engangsbandager. Husk ikke for stram og for længe på hestens ben ad gangen. Altid rådgiv dig med dyrlægen.

11. Vand ridehal eller bane nemt og billigt
Vil du holde støvet nede på ridebanen eller i ridehallen uden besvær og dyre installationer? Køb en billig sprøjte fra byggemarkeder til omkring 100 kr. Den er nem at sætte på slangen og gør det hurtigt at vande store områder – perfekt til at holde underlaget fugtigt og støvfrit på en enkel måde.

Fakta
Tips til ikke at spilde hø på folden

1. Brug hønet på folden

Hæng hønet i en solid stolpe, træ eller et hegn (højt nok til, at hesten ikke træder i det). Det reducerer spild, fordi hesten ikke kan trække alt ud på én gang og trampe på det. Brug store, grovmaskede net til flere heste.

2. Hø i tønde eller balje med huller

Klip eller bor huller i en stor plastiktønde, og læg høet i. Hestene skal trække det ud gennem hullerne, hvilket begrænser både spild og svineri. Sørg for, at tønden er tung nok til ikke at vælte.

3. Lav en høboks af paller

Byg en firkantet ramme af europaller med bunden dækket af en presenning eller gummimåtte. Det holder høet samlet og hævet fra jorden. Du kan også lægge en rist eller et net over for at give “slow feeding”-effekt.

4. Brug gamle bildæk som høholdere

Læg høet i midten af et eller to gamle bildæk – det holder det nede og samlet, og dækker samtidig lidt mod vind. Super nem løsning og god genbrug!

5. Presenning med net over

Læg en presenning under høet og spænd et grovmasket hønet eller fletværk over det. Hestene kan stadig æde, men høet bliver ikke trådt i mudder eller blæst væk.

 

Fold up
Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner