Byrialsen var i retten i dag

25-09-2025 17:33

Annika Knudsen Lorentsen

I dag har tidligere stutteriejer John Byrialsen været for retten i forbindelse med konkursen på Viegård Stutteri. Sagen omhandler beslutningen om hvorvidt Byrialsen skal tildeles konkurskarantæne

Copyright Ridehesten.com
John Byrialsen. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

I dag har John Byrialsen været i retten, da advokat Johnny Henrik Madsen har rejst en civil sag mod Byrialsen. Det skyldes, at han som kurator i sagen, har skulle undersøge hvorvidt der var noget at kritisere ledelsen for. 

– Man skal som kurator i forbindelse med konkurssager undersøge, om der er noget at kritisere en ledelse for. Hvis det er tilfældet, skal man indstille til en konkurskarantæne. Det er en regel som blev indført for nogle år siden, og den er til for, at man ikke bare fortsætter sin praksis hos en ny virksomhed, fortæller Johnny Henrik Madsen til TV MidtVest. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er ca. to år siden, at Viegård Stutteri blev erklæret konkurs, hvilket skete i forbindelse med, at der foregik store undersøgelser på stutteriet omkring vanrøgt af heste. Her undersøgte et stort antal betjente fra politiet ejendommene, og der blev ved et af besøgende fundet omkring 50 døde nedgravede hest, mens der ved et andet tilsyn var en hest, der måtte aflives, fordi den var i dårlig sundhedstilstand. 

Sagen er for John Byrialsen ikke slut, da han nu risikerer en konkurskarantæne. Det har han været i retten omkring i dag, men afgørelsen i sagen er udskudt til formodentligt den 5. november, hvor der forventes at falde en afgørelse i sagen. Det skriver TV MidtVest. 

John Byrialsen har i mange år inden episoden for 2 år siden drevet Viegård Stutteri, hvor han har avlet og trænet både dressur- og springheste. Han er blandt andet kendt som ejer af hingsten Come Back II, som han importerede og brugte i avlen med stort aftryk på sporten. 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen