Astrid Ø. Sørensen
Den mørkebrune vallak Checkmate e. Contender/ Pik Bube, der især havde succes på de internationale springbaner i årene 2005-2010, er død. Det offentliggjorde vallakkens mangeårige rytter, Meredith Michaels-Beerbaum, på sin Instagram-profil tirsdag.
Hannoveranervallakken er opdrættet i Tyskland hos Renate Gerlach i 1995. Meredith Michaels-Beerbaum, en tysk legende indenfor springsporten, overtog tøjlerne på Checkmate, da hesten var seks år gammel. Ekvipagen deltog ved tre internationale mesterskaber sammen, hvor det blev til to gange holdguld til hhv. EM i San Patrignano i 2005 og VM i Kentucky i 2010. Derudover var de en del af det bronzevindende tyske hold til EM i Windsor i 2009. Parret kan også bryste sig af deltagelse til to World Cup-finaler sammen. Ikke mindst vandt Meredith Michaels-Beerbaum og Checkmate flere internationale 5-stjernede Grand Prix-klasser, hvor bl.a. sejrene i CSI5* FEI World Cup i Lyon og i CSI5* Longines Global Champions Tour Grand Prix'en i Estoril, begge i 2010, bør fremhæves. Ekvipagen blev også tyske mestre to gange.
Checkmate var aktiv i sporten i en relativt høj alder og blev først pensioneret fra konkurrencebanerne som 19-årig. Siden da har vallakken nydt sit otium.
– Jeg er ked af at fortælle, at jeg har mistet min ven og "partner in crime" Checkmate, også kendt som Joey. Med sin unikke stil, højtbårne hoved og U-formede ryg gik Joey imod det traditionelle; men han elskede at springe, især når det gik stærkt. Joey bar mig til sejre i nogle af de hurtigste omspringninger, jeg nogensinde har redet, inklusiv adskillige World Cup- og Grand Prix-klasser, skriver Meredith Michaels-Beerbaum på Instagram og fortsætter:
– Joey var aktiv, indtil han var 19 år gammel, og herefter sluttede han sig til sin ven Shutterfly på folden bag vores hus for at nyde sin pension. Jeg håber, at han nu vil blive genforenet med sin ven Shutterfly/Petey i himlen over os. Jeg vil savne dig Joey, lyder det fra den tyske springrytter.
Kilde: World of Showjumping og Horses.nl