Georgia Timmermann
Hestene har været en del af Christian Lønbergs liv, så længe han kan huske. Begyndelsen var i Sportsrideskolen, hvor hans forældre red, og hvor han selv blev medlem af Sportsrideklubben. Faren red jagt, og som 11-årig sad Christian første gang med på ponyen Julia.
Julia fik han senere foræret af ejeren, efter at have haft part på hende. Da ponyen ikke længere kunne på grund af alderen, var Christian allerede blevet så vant til at have sin egen pony, at næste skridt var oplagt. Familien købte en kategori II-pony af den kendte pony- og hestehandler Musti Winkler.
Musti havde været gift med den legendariske top springrytter Hans Günter Winkler. Han var en af verdens største springryttere og vandt fem olympiske guldmedaljer for Tyskland.
Musti importerede ponyer fra England og bragte en masse nyt til Danmark, fortæller Christian.
Det viste sig at være et godt køb. I tre år var han fast inventar i toppen af resultatlisterne.
– Jeg vandt en masse springklasser og var altid blandt de tre bedste til DM.
Derefter kom Sonny Boy til. Ponyen satte for alvor fart på karrieren.
– Den vandt DM to år i træk og meget mere.
Ponyårene var svære at overgå
Efter ponytiden blev Sonny Boy solgt, og Christian købte to heste, som han red MA-klasser på.
– Men det blev aldrig ligesom i ponytiden. Interessen faldt lidt for mig, fortæller han.
Han overvejede på et tidspunkt at satse fuldt ud på hestene, men nåede frem til, at mulighederne for at leve af sporten var begrænsede.
– Jeg tænkte, om jeg kunne lave noget andet. HD i finansiering, og ejendomsinvesteringer lød interessant, så jeg begyndte på handelsskolen i København og læste senere økonomi. Det var nemmere at leve af, fortæller han.
I 1995 blev han gift med Janne Ahlgren Lønberg. Men selv om karrieren uden for ridesporten tog fart, trak hestene stadig.
– Vi valgte hestene til igen sammen med jobbet. Vi ville lave noget sjovt sammen.
Det begyndte med én hest, som de delte. Kort efter blev det til fire. Så kom en gård, en lastbil og et liv på landevejene.
– Pludselig tog hestelivet fart igen.
Parret købte og solgte ungheste og uddannede dem for at finansiere sporten.
– Det var nødvendigt at have nogle heste at vælge imellem, så vi både kunne dyrke sporten og sælge, fortæller Christian.
Resultaterne fulgte med. Christian red DM adskillige gange, vandt DM for hold, repræsenterede Danmark i nationsspringninger for seniorer og opnåede internationale placeringer og sejre frem til 2013.
21 heste på gården og fuld fart på familielivet
I 2000 kom datteren Frederikke til verden, og i 2006 fulgte Ida-Marie.
– Så havde vi dem med til stævner, fortæller Christian.
Familien levede et liv, hvor arbejde, heste og familieliv smeltede sammen.
– Nogle gange kørte jeg i forvejen til stævne med hestepasserne i lastbilen. Janne hentede børnene fra børnehaven, mødte os til stævnet, steg direkte op på en hest og red. Der var fart på dengang.
I 2006 havde familien omkring 21 heste på gården. Nogle var pensionærer, nogle stod i ridning, og cirka 14 var deres egne sportsheste.
– Det var sjovt. Vi så det ikke som at knokle. Det var spændende at se hestene udvikle sig og at sparre med de andre ryttere til stævnerne, beretter Christian.
Samtidig drev Christian virksomhed med ejendomsinvesteringer.
– Janne arbejdede fuld tid med hestene, og jeg havde egentlig også fuld tid med hestene og fuld tid på kontoret.
I 2013 blev gården solgt. To af hestene fulgte med, og efter cirka et år var kapitlet helt slut og sidste hest solgt.
Et nyt mål dukker op
Mange år senere læste Christian, at Bernstorffsparken i Gentofte skal være vært for Europamesterskaberne for ryttere over 45 år i august 2026.
Det satte tanker i gang.
– Det minde vil jeg gerne have med. Det er min gamle hjemmebane, og jeg har været medlem af Sportsrideklubben i omkring 45 år, hvis ikke mere, fortæller Christian.
Han kunne ikke lade være med at tænke på, hvor specielt det ville være.
– Det lød sjovt at få et mesterskab med på den bane, hvor jeg har haft så mange andre sejre og oplevelser. Både vundet og styrtet, griner Christian. Men denne gang satser jeg på at vinde.
Og formen?
– Jeg vandt faktisk en 120 cm-klasse i onsdags på Kannica, fortæller Christian.
Jagten på den rigtige hest
Første opgave var at finde en hest.
– Hvordan får jeg en hest?
Christian begyndte at ringe rundt til gamle venner fra sporten. Det endte med en aftale med Thomas Pihl Jensen, som han har kendt siden omkring år 2000.
– Vi mødte hinanden til stævner, red mod hinanden og festede bagefter.
Thomas gik med til at udleje hoppen Kannica e. Kannan/Cassini II (opdrættet af Poul-Erik Jensen). En hest som bare sidste år vandt 145 cm i Bernstorffsparken. Læs artiklen her.
– Det gør han kun, fordi han kender mig og ved, at jeg passer på hende.
I dag står Christian opstaldet hos Thomas Dresler, som hjælper ham med at komme tilbage i topform.
– Jeg er dog ikke helt ude af form. Jeg rider cirka 10 jagter om året.
En gang hest - altid hest
At vende tilbage til stævnebanerne viste sig dog at være mere kompliceret end forventet.
Siden Christian sidst red konkurrencer i 2013, er reglerne blevet ændret. Derfor måtte han arbejde sig op gennem klasserne igen.
– Jeg måtte ikke ride 120 cm med det samme. Så jeg skulle ride tre 100 cm, tre 105/110 cm og tre 115/120 cm-klasser. Jeg var også bange for, at jeg skulle tage ridemærkeprøve, men der slap jeg, griner Chrstian.
Til gengæld gav det en fordel.
– Det gjorde, at jeg lærte Kannica at kende på en fin og nem måde.
For hoppen selv var opgaven ikke ligefrem krævende.
– Hun har gået alt og vundet 145 cm. For hende var det jo bare hygge at få mig op i rytterkategori. Det slider heller ikke på hende, når springene ikke er så høje.
Selv skulle Christian lige finde rytmen igen.
– Hvis planen holder, så kører det. Hvis ikke, har jeg ikke tiden med mig. Jeg fik hende for syv uger siden. Hesten var i form, men jeg skulle da lige i gang igen.
Han roser hoppen for hendes indstilling.
– Hun er sød. Jeg har aldrig haft en hest med så stor en præmierate. Hun er stort set altid fejlfri.
Jagterne holdt ham i gang
Selv om stævnerne stoppede i 2013, har Christian aldrig helt lagt ridningen på hylden. Da han solgte sin jagthest for nogle år siden, lavede han en særlig aftale med køberen.
– En del af aftalen var, at jeg kunne ride en af deres heste onsdag og søndag og tage med på jagt. På den måde har jeg holdt ridningen ved lige.
Planen er, at Kannica skal tilbage til Thomas efter EM.
– Jeg har hende, indtil mesterskabet er overstået, og derefter skal hun sælges.
Christian ser allerede markedsføringspotentialet.
– Hvis en gammel mand kan ride på Kannica, så kan en lille pige vel også, siger han med et grin.
Målet er klart for Christian. Holdet før sig selv.
– Jeg føler mig klar til at gå efter at komme på holdet.
Men han ved også, at meget kan ske.
– Første mål er at komme på holdet.
EM bliver ingen let opgave.
– Der skal rides fem runder, og man kan hurtigt kvaje sig som rytter.
Når udtagelsen nærmer sig, tror Christian, at de rette ryttere vil vise sig.
– Jeg tror, det giver sig selv, hvem der er klar.
For Christian handler et mesterskabshold om mere end resultater.
– Holdet er vigtigt, og det betyder noget, om folk har prøvet at ride hold før.
Han har selv erfaring med holdkonkurrencer og husker tydeligt de råd, han lærte dengang.
– Holdet før sig selv. Is i maven. Hjælpe og støtte hinanden. Vi lærte at tale pænt om hinanden, støtte hinanden på opvarmningen og se hinanden ride, fortæller han.
Og én ting er afgørende:
– Man skal respektere holdets rolle. Rækkefølgen skal respekteres, som holdlederen sætter den, afslutter Christian.
Tilbage på hjemmebanen
Inden EM venter Veteran-DM den 19.-21. juni i Bernstorffsparken – den bane, hvor det hele begyndte.
Det er her, Christian har vundet. Det er her, han har styrtet. Og det er her, han nu igen mærker adrenalinen.
Mange år efter ponyen Julia, efter internationale placeringer, DM-medaljer, jagter, ejendomsinvesteringer og et liv med heste, jagter han endnu et mål.
Et europamesterskab på hjemmebane.
Følg med i Sportsrideklubbens aktiviteter og blandt andet DM og EM for veteraner på hjemmebane her.
