Annika Knudsen Lorentsen
Et spændende og hyggeligt Kingsland Danish Christmas Show 2025 er ovre, og gennem de sidste mange uger har både spring- og dressurryttere været samlet på Vilhelmsborg til fire forskellige stævner. Det drejer sig om Warm Up for henholdsvis pony og hest, Christmas Show Dressage internationalt stævne og som det sidste i rækken, det velkendte Danish Christmas Show landsstævne i springning.
I dag var sidste dag med konkurrencer på Vilhelmsborg i denne omgang, og her skulle der kåres fire vindere i fire forskellige konkurrencer.
Dagens første konkurrence var en LA2**, hvor der var 45 ekvipager til start. På den 120 cm høje bane lykkedes det hele 24 ekvipager at ride fejlfrit, og dermed var tiden meget afgørende. Den hurtigste var Desiree Kruuse Larsen med Cornettina Z e. Cornet Obolensky, som red i mål i tiden 55,71 sekunder, og dermed kunne kalde sig vinder af klassen.
Dagens anden klasse, en MB1* 125 cm-klasse, blev vundet af Line Busk Heltborg med Gaville e. Chellthago/Animo, som satte alle sine konkurrenter, da de red over målstregen mere end 4 sekunder hurtigere end den næsthurtigste. Den næsthurtigste i klasse, var ingen ringere end vinderen fra LA2**, som dog måtte se sig slået i dagens anden klasse. Line vandt ud af i alt 33 ekvipager til start.
Den tredje konkurrence på dagens program, var en MB2* 130 cm-klasse, hvor der var 16 ekvipager til start. Bedst af dem var Simone Hansen Scherff med Søndervangs Matilde e. Catoki/Cassini II (opdr. Else og Nis Ravn). Med omkring 2 sekunder ned til andenpladsen, var sejren her også ganske sikker.
Den sidste konkurrence på dagens program og ved Christmas Show-stævnerne 2025, var en MA1* 135 cm, hvor der blot var 8 ekvipager til start. Her var det igen Simone Hansen Scherff med Søndervangs Matilde, der sikrede sig sejren.
Se alle resultater fra Kingsland Danish Christmas Show 2025 her.