Daniel Bachmanns rejse i dressursporten

26-01-2022 13:00

Trine Askjær-Jørgensen

Daniel Bachmann Andersen har efterhånden været et stort navn indenfor dansk dressursport i mange år. I 2020 startede han og hustru, Tiril Bachmann Ånerud, selvstændig virksomhed med base på det smukke Kleppenhus ved Ebeltoft. Efter to år her rykker de to nu videre til den næste, smukke lokation, nemlig Julianelyst. Vi tager her en tur ned af "memory lane" og ser nærmere på Daniels rejse som dressurrytter

Copyright Ridehesten.com
Tiril Bachmann Ånerud og Daniel Bachmann Andersen. Foto: Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

I går meddelte Daniel Bachmann Andersen, at han og hustru Tiril Bachmann Ånerud efter to år på Kleppenhus ved Ebeltoft, nu rykker deres virksomhed, Bachmann Dressage, til Julianelyst i Østbirk pr. 1. maj. 

Vi tager derfor en tur ned af "memory lane" og ser på Daniels rejse som dressurrytter – fra han begyndte at ride som 10-årig og frem til, at han i dag er selvstændig berider med heste i træning og utallige, imponerende resultater på listen.

Daniel er født 1. juni 1990. Interessen for heste startede så småt, da han var 7 år gammel, hvor hans mor red dressur i den lokale rideklub. Som 10-årig fik han sin egen pony, som stod på familiens landejendom udenfor Hammel ved Aarhus.

Som 13-årig begyndte Daniel at ride New Forrest ponyhingsten Polsbury Popov, som gav ham en masse erfaring og hans internationale debut som ponyrytter.

Det første møde med den højere dressur gjorde Daniel på en ridelejr i 2001, hvor han mødte berider Morten Thomsen. Han var dybt imponeret over Mortens opvisning, og det førte til mange års daglig gang i stalden hos Morten, hvor Daniel lærte mange grundlæggende ting. 

Fra Tyskland til de to største stalde i Danmark

Kort efter Daniel færdiggjorde 9. klasse, gik turen til Tyskland, hvor den 16-årige dreng skulle i beriderlære hos den daværende danske landstræner i dressur, Rudolf Zeilinger.

Efter seks år i Tyskland og med en berideruddannelse i rygsækken rejste Daniel hjem til Danmark, hvor han fik job hos Helgstrand Dressage. Derefter gik turen til Blue Hors i Randbøl, hvor Daniel i løbet af seks år uddannede den ene Grand Prix-hest efter den anden til international topsport. Det gælder bl.a. avlshingstene Blue Hors Zack og Blue Hors Don Olymbrio, med hvem han indskrev sig på den internationale dressurscene og i perioder har haft begge hingste i verdensranglistens top-10. Derudover har han også uddannet Blue Hors Zepter, Blue Hors Zee Me Blue og Blue Hors Veneziano til dressuren højeste niveau.

Tiden var kommet til at gå selvstændig

I foråret 2020 valgte Daniel så at opsige sin stilling på Blue Hors, for nu var tiden kommet til at gå solo sammen med hans hustru Tiril. De to slog sig derfor ned på det mageløse Kleppenhus ved Ebeltoft sammen med deres to børn Frederik og Filippa – og her fra har de så siden drevet deres forretning. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Det smukke Kleppenhus ligger i naturskønne omgivelser tæt ved skov og med kig til Stubbe sø. Stedet er ejet af den norske landsholdsrytter Cathrine Rasmussen. Her har Daniel og Tiril haft lejet 11 bokse og haft adgang til ridehal, spa-afdeling, ridestier og udendørs ridebane.

Copyright Ridehesten.com
De smukke omgivelser på Kleppenhus. Foto: Ridehesten.com

Fra det ene smukke sted til det andet

Nu har Daniel og Tiril så meldt ud, at de pr. 1. maj flytter virksomheden Bachmann Dressage til et andet, meget smukt sted, nemlig Julianelyst ved Østbirk. Stedet er ejet af Claus og Agnete Kirk Thinggaard. Agnete har tidligere været på det danske dressurlandshold, og igennem sin far, Kjeld Kirk Christiansen, har hun en tæt tilknytning til Blue Hors, der er ejet af LEGO-familien. Daniel Bachmann og Agnete har haft et meget tæt samarbejde, eftersom adskillige af de Grand Prix-heste, Agnete har redet, indtil hun stoppede karrieren, er heste, Daniel har uddannet. De to har derfor har meget tæt sparring omkring hestene som bl.a. tæller Blue Hors Zatchmo, Blue Hors Olymbrio og Blue Hors Veneziano.

I løbet af de nu to år som selvstændig har Daniel fået opbygget en god base af kvalitetsheste, unge som gamle, hvorfor han meget hurtigt var tilbage på det danske landshold. Vivi og Christian Vang Lauridsen fra CVL Horses har nemlig stillet den røde vallak Marshall-Bell e. Blue Hors Don Romantic (opdr. Nicolai Jepsen og Tina Christoffersen) til rådighed for Daniel, og de to viste allerede tidligt, at de har potentiale til at nå til tops. Helgstrand Dressage købte således halvpart i hesten sidste år for sammen med ejer og rytter at sikre den til EM i dressur.

På den dengang kun 9-årige vallak var Daniel med til at sikre Danmark en EM sølvmedalje i holddressur i september 2021. Det var bl.a. deres individuelle 8. plads i Grand Prix, 10. plads i Grand Prix Special og 7. plads i Grand Prix kür ved netop EM, der gjorde, at de to på nuværende tidspunkt ligger på en 27. plads på FEIs verdensrangliste i dressur.

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann og Marshall-Bell til EM i dressur i Hagen, Tyskland, 2021. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Nu kan Daniel og Tiril så se frem til at træne hestene i de smukke omgivelser på Julianelyst, hvor de får flere bokse tilgængelige, end de havde på Kleppenhus. Samtidig er der fire lejligheder på Julianelyst, som gør, at alle deres hestepassere kan bo på stedet – og Daniel og Tiril flytter sammen med deres børn ind i et hus på grunden, som de også har lejet.

Daniel Bachmann Andersens Facebook-opslag, om at Tiril og han nu flytter hjem og virksomhed til Julianelyst:

 

Fakta
Om Daniel Bachmann Andersen
  • Født 1. juni 1990

  • Gift med Tiril, sammen har de to børn: Frederik og Filippa

  • Begyndte at ride som 10-årig hos Vivi og Morten Thomsen

  • Uddannet berider hos Rudolf Zeilinger, Tyskland (2006 til 2012)

  • Mellem 2012 og 2014 ansat hos Andreas Helgstrand

  • Blev ansat på Blue Hors i 2014

  • Startede selvstændig virksomhed sammen med hustru, Tiril, 1. juli 2020 - med hjemme på Kleppenhus ved Ebeltoft

  • Pr. 1. maj 2022 flytter Daniel og Tiril virksomheden til Julianelyst ved Østbirk

Fold up
Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen