Daniel og Marshall over de magiske 80% igen

24-04-2022 01:02

Horses and Dreams Hagen: I det flotteste spotlight red rytterne her til aften kür i Hagen. Både Daniel Bachmann Andersen og Charlotte Heering red to flotte ridt, som blev belønnet med henholdsvis en tredje- og niendeplads og for tredje gang i træk red Daniel og Marshall over 80% i kür

Ved forårs-stævnet i Hagen sidste år hærgede COVID-19 og derfor var det meget begrænset med tilskuere. Det var derfor en helt anden atmosfære, der ventede de 15 ryttere, som red kür under floodlight her til aften. Det var næsten magisk, for der var nærmest ikke en stå- eller siddeplads ledig rundt omkring den store arena og rytterne fik i den grad publikums begejstring at mærke. 

I går red Daniel Bachmann Andersen og Marshall-Bell e. Blue Hors Don Romantic/ Michellino (opdr. Tina og Nicolai Jepsen) sig ind på en fornem tredjeplads i Grand Prix'en, efter en tur hvor Marshall var lidt præget af at han ikke har gået et udendørsstævne siden EM i netop Hagen sidste sommer. DV-vallakken så i den grad klar ud i aftenens spotlight, da han og Daniel red på banen klokken 23.30, som den sidste ekvipage. På trods af lidt småfejl i dag, er det virkeligt tydligt hvor meget bedre Marshall bliver for hver gang han er på banen. Fejlene i dag afholdt ekvipagen fra at banke procenten helt i vejret, men det ændrer ikke på at de med 80,51% red sig ind på tredjepladsen og for tredje gang i træk, ud af tre mulige vel og mærke, red over 80% i en international kür.

Copyright Ridehesten.com
Charlotte Heering med Bufranco. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Med gårsdagens 11. plads var Charlotte Heering og Bufranco e. Negro/Zevenster også klar til aftenens kur. Her lykkedes det Charlotte at ride et rigtig godt program på Negro-sønnen, som kvitterede med et nærmest fejlfrit program, hvor fire ud af fem dommerne gav over 9,1 for sværhedsgraden. Med 76,09% avancerede de i dag til en niendeplads i et stærkt felt. 

Igen i dag stod topkampen mellem tyske Frederic Wandres og Dinja van Liere. I går trak Dinja det længste strå, men i küren måtte de to bytte plads og Frederic som til dagligt holdet til i Hagen, kunne hyldes for en velfortjent sejr. Med Duke of Britain FRH e. Dimaggio 2/Rubinstein vandt han küren med 83,63% foran Dinja på Hermès e. Easy Game/Flemmingh, der blev nummer to med 82,76%

Resultatet af klassen.

Stævnets start- og resultatlister.

Hør Daniel herunder fortælle lidt om dagens tur og hvordan man forbereder sig til at skulle ride omkring midnat.

Christine Krogh Frausing

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Christine Krogh Frausing