Dansk sejr ved UVM på Zangersheide (opdateret)

21-09-2019 15:24

Britt Carlsen

Stine Cassøe red en fantastisk, fejlfri runde i formiddags i B-finalen ved UVM på Zangersheide, og hun måtte vente i adskillige timer på klassen var overstået og hun kunne stå som vinder

Der var stor jubel i den danske lejr ved UVM på Zangersheide i dag, hvor Stine Cassøe red en fantastisk runde på Samba's Survivor H e. Ci Ci Senjor Ask opdrættet af familien Holfelt på Fyn. Selvom hun lige ventede til hun havde sprunget de første fire spring til rigtig at give gas, så var der ingen, som kom forbi hende - og det var ikke fordi de ikke prøvede.

Samba's Survivor H har haft en flot sæson, og det kom derfor bag på alle, også Stine selv, da hoppen virkede noget uoplagt i den første kvalifikation. De fejl parret fik, kunne ikke opvejes af et flot, fejlfrit ridt i anden kvalifikation, men så satte Stine trumf på ved at vinde B-finalen, hvor hoppen var helt tilbage i vanlig form.

Også Frederikke Svendgaard kom stærkt tilbage i dag ved et fejlfrit og meget sikkert ridt på Bøgegårdens Cristiano e Bøgegårdens Apollo opdrættet af Stina og Jørgen Schmidt. De sluttede på 10. pladsen. De fik følgeskab blandt de placerede af Anne Hov Christensen, der igen fandt rytmen med Chinett Ask e. Ci Ci Senjor Ask opdrættet af Stutteri Ask. Den første dag red Anne fejlfrit, men i anden kvalifikation mistede de finalepladsen, da der indløb fejl. I dag var samspillet tilbage og de blev placeret som nr. 22. 
Efter at have fået en 10. plads i anden kvalifikation red Martin Knudsen noget der lignede en opvisningsrunde på Lugranda e. Luganer (opdr. Lena Brohus) med stor sikkerhed og overbevisning forcerede de banen fejlfrit, men uden at jagte en toptid, og sluttede som nr. 31. 

Se resultatet af klassen HER

Og i B-finalen for 7-års heste blev det til en 15. plads efter et fejlfrit ridt til Benedikte Serigstad Endresen og DV-hoppen Tajulla e. Acolino (opdr. Richard Nielsen & Ib Kirk).

I B-finalen for 5-års heste fik Shannon M. Ketterle og Diva du Cach Pot Z e. Dieu Merc van T&L en 8. plads, Charlotte Schreiber en 14. plads med Why Not e. Warrant/Calypso (opdr. Lauritz Lauritzen), Astrid Svenstrup blev også placeret med Congstar e. Chaco's son II/Stakkato fra Stuttteri Volstrup, Jesper Meyenburg og J Bøgegården Zidane e. VDL Zirocco Blue/Indoctro fra Bøgegården var også fejlfri og placeret og det samme var Kamilla Albrektsen med Chique PS Z e. Crowntano Z fra Stutteri Alfarvad. 
Christian Jansen og Ca Di DD e. Carmargue/Corratus (opdr. Danish Derby Horse Shows) var fejlfri men ikke placeret og det samme var Maria Bjørnkjær Bennedsgaard og Caprice Ask e. Favorit Ask/Caretino fra Stutteri Ask. Sabine Korfitz Christensen og Medina-Em e. Bøgegården Graf's Stakkatto/Candillo (opdr. Peter A. Petersen) var lynhurtig, og kom i mål i en tid, som kunne have givet en 3. plads, men desværre fik parret en bom undervejs på banen.

Benedikte Serigstad Endresen

 

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen