Dansk succes i søndagens internationale klasser (video)

17-05-2021 09:31

Annika Knudsen Lorentsen

I går blev det igen til flere flotte danske resultater ved de internationale stævner forskellige steder i Europa, og Andreas Schou sikrede en flot 6. plads i en 155 cm Grand Prix i Gorla Minore

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou og Darc de Lux. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Ved det 4-stjernede internationale stævne i italienske Gorla Minore viste Andreas Schou endnu engang flot form, og sammen med Darc de Lux e. Darco/Contendor (opdr. Morten Augustinus) red han en flot fejlfri hovedrunde, såvel som omspringning, i den 155 cm høje Grand Prix. 

Det betød, at parret opnåede en placering som nr. 6 ud af 50 ekvipager. Dermed kunne den 10-årige Darc de Lux og Andreas Schou tilføje endnu et topresultat til deres liste med flotte resultater. 

I videoen i Instagram- opslaget nedenfor, kan I se Andreas' flotte ridt, ligesom I kan læse lidt omkring, hvad Andreas selv syntes om Darc de Lux. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Peter Moos vandt i Belgien
Ved det internationale stævne på Sentower Park i Opglabbeek, Belgien red Peter Moos en sejr hjem i 5-års finalen med den 5-årige hoppe Miss App-M e. Bøgegaardens Apollo/Baloubet du Rouet (opdr. Karen Kappel). 

Parret leverede den hurtigste omspringning, samtidig med, at de var fejlfrie, og dermed var sejren deres, blandt i alt 24 ekvipager. 

Topresultater i Herzlake
I tyske Herzlake sluttede søndagen ligeledes med flotte danske resultater. Her blev Søren Pedersen nr. 6 i en 145 cm Grand Prix med Chico Z e. Clinton I/Quantum, efter at parret red fejlfrit i hovedrunden, og dermed fik en plads i omspringningen. 

I omspringningen red ekvipagen en rigtig hurtig runde, men et nedslag betød, at de måtte nøjes med en flot 6. plads fremfor en sejr, som tiden ellers kunne have rakt til. 

Christina Henriksen og Cero e. Canturano/Cantos red ligeledes et flot resultat hjem i Herzlake, de blev nemlig nr. 3 i en 140 cm-klasse. Det gjorde de efter, at de var fejlfrie i både hovedrunde og omspringning, hvor de leverede en god tid. 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen