Dansk topplacering i rankingklasse

13-10-2024 22:31

Benedikte Rie Truelsen blev i dag placeret som nr. 3 i en international Grand Prix-rankingklasse. Derved fortsætter hun Truelsen-søstrenes succes i Italien de seneste par uger

Copyright Ridehesten.com
Benedikte Rie Truelsen og Obahma blev treer i en Grand Prix-rankingklasse i dag. Foto: Ridehesten.com/Juliemaja Søndergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Søskendeparret Anne-Kristine og Benedikte Rie Truelsen er taget nogle uger til internationalt stævne i San Giovanni i Italien med en række både unge og rutinerede heste.

Benedikte Rie Truelsen leverede søndag et topresultat i dagens højeste klasse, hvor hun besatte tredjepladsen med en hurtig og fejlfri tur på den 10-årige Obahma e. Berlin/ Metropole. Klassen var en CSI2* Grand Prix-klasse med en forhindringshøjde på 145 cm, og der var tale om en såkaldt rankingklasse med mulighed for at samle point til FEI's Longines verdensranglisten. Benedikte var ca. 2,5 sek. langsommere end klassens vinder, den tyske Michael Viehweg.

Copyright Ridehesten.com
Anne-Kristine Rie Truelsen og Quemoy KT vandt rankingklassen i går og var derfor sikkert kvalificeret til dagens Grand Prix. Foto: Ridehesten.com/Juliemaja Søndergaard

Også søsteren Anne-Kristine Rie Truelsen var til start i Grand Prixen, hvortil hun var sikkert kvalificeret efter en sejr i gårsdagens kvalifikation. To bomme i hovedrunden på Quemoy KT e. Quidam's Rubin/ Saccor resulterede i, at ekvipagen ikke nåede dagens omspringning, men Anne-Kristine fortæller, at hun er godt tilfreds – særligt med gårsdagens sejr.

I en CSI2* 140 cm klasse tidligere på dagen var de to danske ryttere også placeret  i den gode ende, hvor Benedikte var fejlfri på den 11-årige DV-hoppe Hait Ask e. Favorit Ask/ Kannan (opdr. Stutteri Ask) samt den 10-årige Elite de Riverland e. Kannan/ Tlaloc M, mens Anne-Kristine også red en tur med nul fejl på Cosmo Shiva S e. Cornet's Stern/ Bollvorm's Libero H.

Copyright Ridehesten.com
Benedikte var også fejlfri på DV-hoppen Hait Ask i en 140 cm klasse i dag. Foto: Ridehesten.com/Aviaja Vindum Hansen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Igen succes i 7-års klassen
Søstrene havde tre heste med i CSIYH-klassen for de 7-årige heste, hvor det allerede lørdag lovede godt med flere topplaceringer. I dag blev Benedikte nr. 3 på Donatello Z e. Dominator 2000 Z/ Bugatti VDL, med hvem hun blev nr. 5 i lørdagens klasse, mens Anne-Kristine blev nr. 6 på Coletta e. Cornet de Lux/ Cassin 2, der tog en andenplads i går.

Copyright Ridehesten.com
Benedikte og den 7-årige Donatello Z. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

Det italienske internationale stævne løber over flere uger og går under navnet "Autumn Tour 2024", dvs. efterårstur 2024. Der er altså tale om et af de populære længevarende springstævner, hvor springryttere kan ride under varmere himmelstrøg og over nogle få uger få mange ture ind på stævnebanen med både yngre og ældre heste i klasser på forskellige niveauer. Søren Truelsen, far til de to U25-springryttere, fortæller, at stævnet i Giovanni afholdes på "et fantastisk sted", hvor der er to store sandbaner og faste stalde med vandkopper og ikke mindst italiensk mad.

I næste uge opgraderes stævnet til CSI3*, hvormed rankingklasserne stiger til 150 cm i højden, så her øges udfordringerne for Anne-Kristine og Benedikte, der fortsætter i Italien.

Rankingklassens resultat.

Start- og resultatlister.

Copyright Ridehesten.com
Truelsen-søstrene deler glæden for springsporten og støttes op af forældrene Kirsten og Søren. Søstrene fortsætter sammen efterårsstævnet i Italien. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen