Danske heste toppede i Myakka City

24-10-2023 11:11

I Myakka City vandt DV-hoppen Bjergagergaards Indeed endnu en World Cup-kvalifikation med Benjamin Ebeling, hvis far Jan Ebeling vandt Grand Prix Special på endnu en DV-hest

Copyright Ridehesten.com
Den imponerende ridestadion i Myakka City. Foto: Noah Rattner
Nyheden fortsætter efter annoncen

Modsat hestemekkaet Wellington på den østlige side af Florida finder man på vestsiden Myakka City, der i weekenden var vært for et CDI-stævne, hvor flere danske heste og ryttere gjorde sig bemærket.

Den succesrige amerikanske dressurrytter, blot 24-årige Benjamin Ebeling, skylder en stor del af sin aktuelle succes til den 15-årige DV-sølvmedaljehoppe Bjergagergaards Indeed e. Blue Hors Hotline/ De Niro (opdr. Eva Ebbe og Steffen Hovedskov), med hvilken han for tre uger siden vandt World Cup-kvalifikationen ved Dressage at Devon.

Ekvipagen har gentaget succesen ved Terra Nova World Cup i Myakka City, hvor de i lørdags vandt World Cup-kvalifikationen i Grand Prix Kür med 75,330%.

Her var blot fire ryttere til start, og de tre på danskavlede heste. Den danske berider Mikala Münter blev klassens nr. 3 med 14-årige Skyfall (ex. Horsebo Skyfall) e. Zardin Firfod/ Calzone (opdr. Helle Kristiansen) med 68,965%. Dansk-amerikaneren Charlotte Jorst blev med 68,635% nr. 4 med den tidligere avlshingst Atterupgaards Botticelli e. Benetton Dream/ Caprimond (opdr. Atterupgaard).

Nyheden fortsætter efter annoncen

Benjamin Ebelings far, Jan Ebeling, tog sig af sejren i CDI3* Grand Prix Special med den 13-årige DV-vallak Jubi's Tenacity e. Tailormade Temptation/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Judy og Birger Jensen).

Træningsvideo fra tidligere på måneden af Charlotte Jorst og Atterupgaards Botticelli.

 

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen