Danskere i særklasse ved World Cup

24-02-2023 16:41

Annika Knudsen Lorentsen

I den netop overståede World Cup Grand Prix i Göteborg leverede danske Carina Cassøe Krüth og Nanna Skodborg Merrald ridning i særklasse, og det sikrede dem de to bedste placeringer, hvor Carina tog sejren

Copyright Ridehesten.com
Carina Cassøe Krüth debuterede Danse i Grand Prix tilbage i 2019 og siden har de haft stor succes med blandt andet OL-deltagelse i 2021 og med deltagelse ved VM, hvor de vandt guld for hold i Herning sidste år. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det var en fornøjelse set med danske briller at overvære dagens Grand Prix ved World Cup-kvalifikationen i forbindelse med Gothenburg Horse Show, hvor to danske ekvipager var til start. 

Velfortjent sejr til Carina
Carina Cassøe Krüth red ind i arenaen med ro og overblik i sadlen på Heiline's Danciera e. Fürstenball/ De Niro (opdr. Stald Heiline), og med en fantastisk start og et program der fortsatte i samme gode stil, sikrede ekvipagen sig sejren med 78,217 procent.

Copyright Ridehesten.com
Carina Cassøe Krüth med Heiline's Danciera. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Dagens program bød på mange højdepunkter for den danske ekvipage, hvor deres frie trav og pirouetter i særdeleshed bør fremhæves, førstnævnte belønnede dommerne med et 10-tal. Alt i alt er Carina og Danse, som Heiline's Danciera kaldes i dagligt tale, en utrolig harmonisk ekvipage, som i dag formåede at gennemføre et fejlfrit program med en god energi hele vejen rundt, og det sikrede dem deres personligt bedste resultat i Grand Prix. Dommer ved E belønnede endda ekvipagen med hele 80,543 procent. 

Denne weekends World Cup-kvalifikation er den anden i sæsonen for Carina og Danses vedkommende, senest deltog de ved sæsonens første kvalifikation, der blev afholdt på Vilhelmsborg. Her sikrede de sig sejren i både Grand Prix og Grand Prix kür. 

Nanna og Zack i flot form
Nanna Skodborg Merrald der allerede har kvalificeret to heste til årets World Cup-finale, red i dag på banen ved sin anden World Cup-kvalifikation med Blue Hors Zack e. Harmony's Rosseau/ Jazz. Ekvipagen leverede et rigtig godt program, hvor særligt deres galopprogram bør fremhæves. Her viste ekvipagen stort overskud og den 19-årige avlshingst gik rundt med en utrolig god energi, og arbejdede flot under Nanna.

Copyright Ridehesten.com
Nanna Skodborg Merrald med Blue Hors Zack var ligesom Carina på det guldvindende hold ved VM sidste år. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Starten af ekvipagens program virkede måske en smule anspændt, men undervejs i programmet blev der hentet mange point, og det resulterede i, at ekvipagen leverede en af deres bedste Grand Prix-programmer sammen. De opnåede 76,674 procent og tog en komfortabel andenplads i klassen. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Tyskerne bag de danske piger
Tyskland er kendt som en utrolig stærk nation, og det er nærmest dagligdag med en tysk sejr i internationale mesterskaber eller ved store internationale stævner, som netop World Cup-kvalifikationerne. I dag kunne tyskerne dog ikke hamle op med de danske piger, og de blev henvist til tredje- og fjerdepladsen. 

Tredjepladsen sikrede Isabell Werth sig i sadlen på den 13-årige DSP Quantaz e. Quaterback/Hohenstein med 75,913 procent, mens Helen Langehanenberg med Annabelle 110 e. Conteur/ Linaro tog fjerdepladsen med 72,478 procent. 

Copyright Ridehesten.com
Trude Hestengen med Christianslund Furstino. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard

Dansk islæt til start
Til start i klassen var blandt andre den tidligere danske, nu svenske rytter, Jacob Nørby Sørensen. Han red den 12-årige Sheeran e. Sir Donnerhall/ Johnson TN til 69,261 procent, hvilket rakte til en syvendeplads. Ottendepladsen og dermed den sidste placering i dagens Grand Prix gik til den 10-årige DV-hest Christianslund Furstino e. Fürstenball/ Cape Town Z (opdr. Annette Juhl), som blev redet af norske Trude Hesteengen. Denne ekvipage opnåede 66,5 procent. 

I morgen venter Grand Prix kür for ekvipagerne, og det er her den 10. ud af de i alt 11 World Cup-kvalifikationer i den vesteuropæiske liga afgøres. 

Tidligere i dag sikrede Karoline Rohmann, Thea Bech og Sandra Aagaard Hyrm sig henholdsvis anden-, tredje- og fjerdepladsen i U25 Grand Prix ved stævnet i Göteborg. 

Resultat fra Grand Prix. 

Start- og resultatlister. 

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen