De nye dressurprotokoller er trådt i kraft

02-09-2025 12:05

Kalenderen siger nu september, og det betyder at efteråret for alvor er i gang, men det betyder altså også, at de nye officielle protokoller i dressur er trådt i kraft. Det betyder, at alle bedømmelser fremover tager udgangspunkt i det nye bedømmelseskoncept 2025

Copyright Ridehesten.com
I går trådte de nye dressurprotokoller i kraft, og det er fremover dem, der gælder ved bedømmelse af dressurstævner. Foto: Ridehesten.com/ Annette Boe Østergaard

"Den gode ridning skal komme først" er overskriften på den artikel, vi bragte i magasinet Ridehesten juli 2025 om de ændringer til formatet i dressurbedømmelser, DRF har lanceret og som trådte i kraft i går, den 1. september. Formålet med dem er at sikre, at god ridning, korrekt uddannelse og harmonisk samarbejde mellem hest og rytter kommer først. 

På Dansk Ride Forbunds repræsentantskabsmøde i april fortalte formand Kimi Gerd Nielsen, at man i dressurudvalget under forbundet arbejdede på højtryk for at lave ændringer til dressurbedømmelser, som skal bidrage positivt til hestevelfærden. Det mundede ud i en ændring i dressurprotokollerne, så der fremover bliver sat mere fokus på de punkter, man gerne vil fremme, så det bliver lettere for dommerne at skille tingene ad, fordi karaktererne er mere specifikke. 

I går, den 1. september, trådte de nye officielle dressurprotokoller så i kraft, og fremover vil alle bedømmelser altså tage udgangspunkt i det opdaterede materiale, som er en central del af det nye bedømmelseskoncept 2025.

Copyright Ridehesten.com
Der er blandt andet implementeret en ny øvelse, der indebærer letridning. Foto: Ridehesten.com/ Annette Boe Østergaard

I DRF's fordringer står blandt andet, at dressurens mål er at gøre hesten lydig, let og behagelig at ride på, så alle bevægelser og øvelser kan udføres med små og usynlige hjælpere og uden anstrengelse for rytteren. Det korrekte dressurarbejde skal desuden gøre hesten rolig, eftergivende, løsgjort og smidig, så den arbejder med sin rytter tillidsfuldt, opmærksomt og villigt. 

Det nye format har til formål at sikre en god og korrekt uddannelse af dressurhesten som beskrevet i fordringerne. Der er lagt op til en tydelig og klar kommunikation i bedømmelserne, med flere og mere nuancerede kvalitetskarakterer til slut - altså karakterer for samlet indtryk. Her implementeres der i alle programmer fra LB og opefter, en volte hvor hesten skal strække sig frem og ned til kontakten for at demonstrere evne til afspænding og generel løsgjorthed. 

Derudover er nye slutkarakterer blevet implementeret, så det nu er: gangarter, spændstighed, kontakt, form, hestens positive accept af hjælpere, rytterens opstilling og rytterens indvirkning. 

Er du nysgerrig på at lære endnu mere om de nye dressurprotokoller, så kan du læse hele artiklen "Den gode ridning skal komme først" fra magasinet Ridehesten lige her

Se de nye protokoller og guidelines her

Kilde: DRF. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner