Deres uheld var Marias held

10-03-2019 08:17

Annika Knudsen Lorentsen

Som følge af herpesvirus endte mange af de oprindelige deltagere ved Dansk Varmblods Hingstekåring i karantæne og kunne derfor ikke stille til start. Det gav plads til andre ryttere, heriblandt Maria Thougaard Nielsen og hendes hoppe Elfi Mølholm

Copyright Ridehesten.com
Maria Thougaard Nielsen og den 7-årige hoppe Elfi Mølholm. Foto: Ridehesten.com/Nanna Nørgaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Ventelisterne var propfyldte, og tilmeldingen blev lukket før tid til Dansk Varmblods Hingstekåring 2019, men da en hest ved det norske stævne Norwegian Horse Festival fik konstateret herpesvirus, blev alle deltagende heste fra dette stævne, inklusiv heste som stod i samme stald som dem, sat i karantæne. De rigtige forholdsregler blev taget, men desværre betød det, at mange af de oprindelige udtagne ryttere til de internationale springklasser i Herning ikke kunne komme til start. 

Held i uheld som man siger, for det gav plads til andre ryttere, som ikke havde fået plads i første omgang. Blandt de ryttere var Maria Thougaard Nielsen fra Nordjylland. 

– Jeg blev virkelig glad, da der tikkede en mail ind fra Dansk Ride Forbund, om at jeg alligevel havde fået en plads ved dette års hingstekåring, fortæller Maria. 

Maria og hendes 7-årige hoppe Elfi Mølholm e. Campbell 5/Induc (opdr. John Pølund) har været til start i de to første CSI2* Small Tour klasser, og her har parret bevist, at de har fortjent deres plads ved stævnet. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Det er gået rigtig godt, Elfi har sprunget godt og været rolig i de store omgivelser. Hun var fejlfri og placeret den første dag, og anden dag fik vi et enkelt nedslag, siger Maria.

Maria og Elfi Mølholm lagde hårdt ud og red en super hurtig tid den første dag, som gav parret en fornem femteplads i det store startfelt. Maria skal til start i sin sidste klasse i dag, hvor ekvipagen skal ride Ridehestens CSI2* Small Tour i Danish Computer Group Arena. 

– Målet er en placering i dag, men det vigtigste er, at Elfi og jeg får en god tur, men det forventer jeg også, at vi gør. Elfi leverer altid og har gået rigtig mange stævner med topplacering både nationalt og internationalt på trods af hendes unge alder, slutter Maria. 

Se startlisten til Marias klasse her.

Charlotte Kusk Berwald

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Charlotte Kusk Berwald