Trine Askjær-Jørgensen
44 ekvipager skulle i dag på banen for anden gang i Blue Hors Unghestechampionat i dressur ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning.
I går blev 5-års hestene vist tre ad gangen i Jyske Bank Boxen, men i dag skulle de gå to og to derinde, stadig under egen rytter og efter anvisning af Gunilla Nymann i LA-øvelser.
Ved dommerbordet sad igen den 4-stjernede dommer og internationale træner, Sven Rothenberger, der stod for kommenteringen efter ridtene, den internationale rytter og træner Heike Kemmer, begge fra Tyskland, samt Dennis Fisker som repræsentant for Dansk Varmblod.
Anne-Mette Strandby Hansen og den mørkebrune hoppe EVO Ivy Blue e. Iron/ Fürst Heinrich, opdrættet og ejet af Stutteri Evo ApS, leverede igen i dag et pragtfuldt ridt med lethed og elegance, som dommerne da også var vældig begejstrede for. Hoppen fik 8 for skridt, 9,5 for trav, 9,0 for galop, 9,5 for ridelighed og 10 for kapacitet og ligger dermed fortsat solidt i front med 553 point.
– Anne-Mette, hvad skal jeg sige? Jeg er vild med din hest. Det er virkelig en dejlig, letfodet, elegant og glad hest. Den har alt, hvad vi gerne vil se i en moderne dressurhest. Skridten kunne være lidt mere afspændt og marcherende med mere overtrædning. Virkelig velbalanceret galop, også i kontragalop, og vi havde følelsen af, at du kunne give den mere frihed, og så blev den stadig hos dig. Den er virkelig lydig og lyttede til dig. Vi kunne godt lide, hvordan det kunne ses på ørerne, at den tænkte over, hvad der foregik, og du bad om. Der er ikke så meget tvivl om kapaciteten, for vi mener, den har hele pakken, lød det fra Sven Rothenberger.
Vinderen af egnethedstesten i DV's region 1 på Hillerød Sportsrideklub, Hamiltons Jazzmaster e. Jameson RS2/ Dante Weltino, opdrættet og ejet af Hamilton Horse AB, avancerede fra tredjepladsen i går til en foreløbig andenplads. Han fik med Katrine Kraglund i sadlen 7,5 for skridt, 8,5 for trav og galop, 8 for ridelighed og 8,5 for kapacitet, hvilket giver sammenlagt 496 point.
Kommentarerne fra dommerne lød: – Traven er elastisk, og man har hele tiden følelsen af, at hesten går opad bakke, men prøv at fremvis hesten i en lidt mere åben ramme. Men travkvaliteten er rigtig god. Skridten skal være mere afslappet. Galoppen er rummelig og med godt spring.
Som en af de sidste heste på banen kom Rahmoz Langholt e. Straight Horse Ramses/ Blue Hors Don Schufro, opdrættet af Bente Graasbøll og Ole Magnus Jensen og ejet af Stutteri Teglovnen ApS, igen i dag ind med Michael Grønne Christensen og leverede en sikker præstation, som gav 8 for skridt, trav, galop og ridelighed samt 8,5. Dermed beholder de deres foreløbige tredjeplads fra i går med 493 point.
Den deler de nu med Jackson M e. Jovian/ Fürstenball (opdr. Sanne Mathiasen) og hans ejer og rytter Helle Emborg Bønnelycke, som med de flotte karakterer 7,5 for skridt, 9,0 for trav, 8,0 for galop og ridelighed samt 8,5 for kapacitet avancerede fra i går.
Guldmedaljehoppen Søbakkehus Miss Malfoy e. Hesselhoej Down Town/ Sir Donnerhall I, opdrættet og ejet af Agnete Holmsted, fik med Joachim Thomsen i sadlen 8,0 for skridt, 8,5 for trav, 7,5 for galop samt 8 for ridelighed og kapacitet og befinder sig nu på en foreløbig femteplads.
Så der blev som sædvanligt rykket lidt rundt efter anden dag i Boxen, men det er overvejende de samme heste, der fortsat befinder sig i toppen.
Resultatet af anden afdeling af unghestechampionatet.
Det foreløbige samlede resultat.
Hestene kvalificerer sig via Dansk Varmblods egnethedstests i efteråret. I dressur udtages de 50 bedste heste og 10 reserver.
Dag 1: Hestene vises tre ad gangen under egen rytter og rider efter anvisning fra dommerne, der bedømmer dem i skridt, trav og galop.
Dag 2: Hestene vises to ad gangen under egen rytter og rider efter anvisning fra dommerne. Her bedømmes alle tre gangarter samt ridelighed og kapacitet.
A-finale: De 21 bedst placerede heste efter bedømmelse med egen rytter går direkte videre til testrytterdelen, som opdeles i to heat og afvikles henholdsvis lørdag og søndag. Testrytterbedømmelsen har en varighed af ca. 10 minutter, og testrytteren giver to karakterer for henholdsvis ridelighed og kapacitet.
B-finale: De heste, der ikke har kvalificeret sig til A-finalen, går B-finalen fredag, hvor de vises to ad gangen efter anvisning fra to dommere. Her bliver de bedømt i gangarter under egen rytter. I B-finalen nulstilles karaktererne, så karaktererne fra indledende runder ikke tæller med. Da hestene ikke deltager i testrytterdelen, får de overført rideligheds- og kapacitetskarakter fra bedømmelse under egen rytter til det samlede resultat. De tre bedste heste fra B-finalen går videre til testrytterdelens anden dag.