Annika Knudsen Lorentsen
Dansk Varmblods sekretariat har fået henvendelser fra adskillige forbund med ønske om, at netop deres ryttere får plads på startlisten ved Dansk Varmblods Hingstekåring fra den 4.-8. marts. Det har resulteret i et særdeles spændende og rigtigt seværdigt felt af dressurryttere i ECCO Five Star Dressage samt i de 1- og 3-stjernede dressurklasser.
Det er en stor glæde igen at byde velkommen i Herning til Cathrine Laudrup-Dufour og Mount St. John Freestyle e. Fidermark/ Donnerhall. Du kan læse mere her: Cathrine og Freestyle er klar til Five Star Dressage. Cathrine sejrede sidste gang, hun deltog i den 5-stjernede tur i den midtjyske by, men igen i år får hun konkurrence fra ind- og udenlandske ryttere.
Norske Isabel Freese, der lige nu ligger nr. 8 på verdensranglisten med avlshingsten Total Hope OLD e. Totilas/ Blue Hors Don Schufro, er en af de udenlandske ekvipager, som publikum kan glæde sig over at følge i Herning. Når det gælder denne ekvipage, er interessen dobbelt, idet det avlsinteresserede publikum vil nyde at følge Total Hope OLD live i Jyske Bank Boxen. Total Hope OLD er ejet af danske HP Horses sammen med tyske Paul Schockemöhle, og hingsten har store meritter på sit CV. Ikke alene er han en succesfuld, eftertragtet avlshingst, men han har bevist sit værd ved OL i Paris, hvor ekvipagen sluttede i top-10, samt ved EM i Crozet sidste år, hvor parret blev nr. 8 i Grand Prix kür.
Der har været lidt stille på internationalt niveau omkring berider og OL-rytter Daniel Bachmann Andersen, men nu er han klar med endnu en Grand Prix-hest. Daniel kommer til start i CDI5* med Flash Gordon e. Fiderbach/ Blue Hors Don Romantic, som han debuterede internationalt på Vilhelmsborg i december.
Efter en længere pause fra konkurrencesporten er Lone Bang Zindorff og Thranegaardens Rostov e. Blue Hors Romanov/ Diamond (opdr. Jens Riishede Jensen) tilbage i topform. Anna Zibrandtsen er også tilbage, efter hun er nedkommet med en søn, og kommer til start med Lumière e. Floricello/ Gigolo.
Det er vigtigt for Dansk Varmblod at understøtte talentudviklingen i dansk dressur, og det bliver tydeligt i ECCO Five Star, hvor der bl.a. er givet startmulighed til EM-medaljevinder for U25, Sara Hyrm og Atterupgaards Cooper e. Charmeur/ Gribaldi, som er opdrættet af Atterupgaard og trukket på Fiona Bigwoods OL-hest Atterupgaards Orthilia. Sara og Cooper vandt individuelt sølv og bronze i 2025 ved EM og fik deres senior-Grand Prix-debut i eftersommeren.
Hun får selskab af Alexander Helgstand, den regerende danske mester for U25 med Inspiration PF e. Everdale/ Calido I. Parret debuterede for nyligt i World Cup i Neumünster, og det samme gjorde Karoline Rohmann. Hun har været en del af ungdomslandsholdene med Jakas Don Louvre e. Blue Hors Don Romantic/ Lauries Crudador XX (opdr. Karina og Jan Kofoed-Nielsen). De unge, danske ryttere får konkurrence fra engelske Annabella Pidgley, som kommer til start i ECCO Five Star med Gio e. Apache/ Tango, og hun har Cathrine Laudrup-Dufours VM-guldvinder Vamos Amigos e. Vitalis/ Blue Hors Hotline med i den 3-stjernede tur.
Foruden de nævnte ryttere vil der være deltagelse i CDI5* af ryttere fra Tyskland, Spanien, Litauen og Belgien.
Lige nu afventer Dansk Varmblod den sidste bekræftelse på tilmelding fra én af tysk dressursports topnavne, som kommer til at tage sin DV-hest med til Herning – mere følger.