DRF søger deltagere til forskningsprojekt

17-02-2026 06:34

De flestes ridekarriere starter på en elevskole, hvor søde, rolige og godmodige elevheste hjælper børn, unge og voksne godt i gang med starten på livet med heste. Dansk Ride Forbund er netop nu i gang med et forskningsprojekt med fokus på hestene i elevskoler, og du kan bidrage

Copyright Ridehesten.com
Dansk Ride Forbund søger deltagere til et nyt forskningsprojekt om hestevelfærd i elevskolen. Foto: Ridehesten.com/ Marie Helene Rohleder

Dansk Ride Forbund er i øjeblikket ved at gennemføre et forskningsprojekt med fokus på hestevelfærd i elevskolerne. Projektet bygger videre på den tidligere landsdækkende elevskoleundersøgelse om elevskolehestes hverdag og trivsel, hvor elevskoler fra hele landet har bidraget med værdifuld viden. 

Med afsæt i de indsamlede indsigter ønsker DRF nu at gå et skridt videre. I samarbejde med et forskningsteam undersøges det, hvordan børn, forældre og trænere aflæser og tolker hestene i elevskolernes adfærd og signaler i hverdagen. 

Fokus på forståelse af hestens signaler
Formålet med undersøgelsen er at styrke hestevelfærden i elevskolerne samt at understøtte kvalitet og sikkerhed i den daglige drift. Ved at samle viden om, hvordan hestenes adfærd opleves og forstås af dem, der omgås dem til dagligt, håber DRF og forskerne at kunne bidrage med konkrete anbefalinger til fremtidens elevskoler. 

Copyright Ridehesten.com
De fleste har startet deres ridekarriere på en elevskolehest. Foto: Ridehesten.com/ Marie Helene Rohleder

Undersøgelsen henvender sig til tre målgrupper:

  • Børn, der rider i elevskole
  • Forældre til børn, der rider i elevskole
  • Trænere i elevskole

For at sikre, at deltagerne modtager det rette spørgeskema, skal man først udfylde en kort tilmelding med enkelte indledende spørgsmål. Herefter fremsendes det relevante spørgeskema via mail. Der kan gå lidt tid fra, at tilmeldingen er udfyldt, til spørgeskemaet modtages. 

I forbindelse med tilmeldingen til undersøgelsen gives der samtykke til deltagelse og til behandling af oplysninger i relation til undersøgelsen. 

Det tager kun få minutter at tilmelde sig, og deltagelsen er et vigtigt bidrag til det videre arbejde med at styrke hestevelfærden i danske elevskoler. 

Tilmeld dig undersøgelsen her. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner