Dufour og Vamos Amigos dansede i aftensolen (video)

08-05-2021 22:22

Der blev vist dressur på særdeles højt niveau ved dagens landsstævne i Frederiksværk, hvor der blev redet alt fra MB0 til Bundgaard Byg Cup og afslutningsvis Grand Prix, som Cathrine Dufour og Vamos Amigos trak sig sejrsrigt ud af med over 77%

Hvis man er dressurintresseret, så har det været en særdeles spændende dag ved landsstævnet i Frederikværk, hvor der dagen igennem er blev redet dressur på et meget højt niveau.

Fra morgenstunden af blev det redet MB0 og her viste Blue Hors-rytteren Nanna Skodborg Merrald hvor stor kapacitet 7-årige Blue Hors Touch Of Olympic e. Blue Hors Don Olymbrio/Fidermark (opdr. Anja & Jan Petersen) indeholder. Med ingen svagheder i hverken skridt, trav eller galop blev ekvipagen belønnet med hele 79,43%, og derved en klar sejr. Ungrytter Sara Aagaard Hyrm havde medbragt Atterupgaards Cooper e. Charmeur/Gribaldi (opdr. Atterupgaars), som har ingen ringere end Atterupgaards Orthilia som mor. Det nye makkerpar opnåede 72,94% og en andenplads, mens Carina Nevermann Torup og Springborgs Guardian e. Blue Hors Hotline/Fürst Romancier (opdr. Stutteri Springborg) blev nummer tre med 70,70%.

Sølvmedaljehoppen Atterupgaard Delorean e. Bon Bravour/Sandro Hit (opdr. Atterupgaard) var sidste år udtaget til en repræsentere Dansk Varmblod ved UVM for 7-års heste, som i sidste øjeblik blev aflyst grundet COVID-19. Efter en lang stævnepause var Selina Solberg Vittinghus og den velgående hoppe i dag tilbage på stævnebanerne, hvor de med 72,63% red sejren hjem i dagens MA1. På andenpladsen fulgte den finske landsholdsrytter Mikaela Fabricius-Bjerre på Aqua Marin e. Ampere med 71,66%, mens beriderelev Sophie Wilson og Softball e. Fürstenball/Onassis (opdr. Sippekildegård) blev nummer tre med 70,78%.

Ved dagens stævne blev der som vaneligt også taget hul på årets Bundgaard Byg Cup. I dagens Intermediare 1 red Nadja Aaboe Sloth videre på gårsdagens succes med Favour Gersdorf e. Foundation/Leandro (opdr. Inger-Marie Andreasen). Ekvipagen som på lige fod med Selina og Delorean var udtaget til UVM for Dansk Varmblod sidste år, vandt klassen med 73,72%. Både Carina Nevermann Torup og Sara Aagaard Hyrm måtte endnu engang på præmieskamlen, da Carina med Moromax e. Occacio/Schampus (opdr. Steffen Madsen) blev nummer to med 72,41%, mens Sara og Skovborgs Romadinov e. Blue Hors Romanov/Mago xx (opdr. Esben Klinkby) blev nummer tre med 68,73%.

17 ekvipager havde meldt til start i dagens Grand Prix og det tiltrak også publikum, som i aftensolen kunne nyde adskillige gode ridt. Cathrine Dufour har kun redet op ad midterlinjen på Vamos Amigos e. Vitalis//Blue Hors Hotline meget få gange og hun benyttede derfor muligheden for at få nogle flere kilometer i benene på den kun 9-årige vallak. Med 77,03% vandt hun klassen og lagde derved god afstand til Nanna Skodborg Merrald og Gørklintgårds Quater Boy e. Quaterback/Blue Hors Don Schufro (opdr. Jørgen Ravn) som blev nummer tre med 73,16%. Sanne Svendse som selv har uddannet Hannah Montana W e. Blue Hors Doolittle/Sidney (opdr. Henrik Wiborg) fra hoppen var 4 års gammel, blev i dag nummer tre med 71,76%.

Se alle start - og resultatlister HER

Hør herunder Cathrine fortælle hvorfor hun har valgt at tage Vamos Amigos med til et landsstævne.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen