Dupont og Dupont plus Nysæther

03-12-2023 19:10

Den er god nok. To af de tre vindere i Jysk Mesterskab i dressur hedder Rikke Dupont og Jacqueline Dupont, mens den tredje vinder i mesterskabet, der blev afviklet i Sportsrideklubben Aalborg, er nordmanden Carina Nysæther Johansen

Copyright Ridehesten.com
Sandbæks Rio-de Chanell, der blev redet til sejr af Jacqueline Dupont, ses her under Mette Riisager ved sidste års unghestechampionat i Herning. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Weekendens landsstævne i Sportsrideklubben Aalborg satte rammen for Jysk Mesterskab i dressur, som afvikles  på tre forskellige niveauer: Middelsvær-, Svær- og Grand Prix-dressur.

I middelsvær dressur lød programmet i dag på en MB3, og igen i dag var det Nordentoft-berideren Jacqueline Dupont, der red sig til sejren med Sandbæks Rio-de Chanell e. Revolution/ Fürstenball (opdr. Inger Kirkegaard Kjeldgaard) med 69,123%, og ekvipagen var dermed indehaver af titlen som jysk mester.

 – Rio er superskøn at arbejde med. Det var hendes første landsstævne, og første gang hun gik MB2 og MB3 og kun vores andet stævne sammen, så samarbejdet er ret nyt, fortæller Jacqueline Dupont.

Andenpladsen i dag og ligeledes i det samlede mesterskab gik til Maja Juul og Rafino e. Skovens Rafael/ Fidertanz, mens Luna Kølbæk Rosenberg og Kamar's Extreme Noir Hit e. Escolar/ De Noir (opdr. Stald Kamar v/ Morten Kappel Petersen) blev samlet nr. 3.

Copyright Ridehesten.com
Carina Nysæther Johansen og Florentino af Hvarre. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

I svær dressur blev der i dag redet Prix St. Georges. Klassen blev vundet af en ekvipage, der ikke deltog i mesterskabet, nemlig Lise Trier og hoppen Diva Pilekær e. Johnson/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Anne Mette Rossen og Lars Langendorff), der opnåede 68,509%.

Mesterskabet blev vundet af norske Carina Nysæther Johansen med sin danske oldenborghingst Florentino af Hvarre e. Federico XX/ Urprinz (opdr. Fam. Rasmussen v/ Aage B. Rasmussen), der er 11 år og har været ejet af Carina, siden den var fire år.  Med en score på 67,5% rakte det sammenlagt til sejren.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Vi vandt i år sølv for hold ved NM og fik vores første Internationale placering til CDI stævnet i Aalborg i maj måned. Florentino har et fantastisk temperament, og jeg kunne ikke ønske mig en bedre og sødere hest, fortæller Carina, som bor i Danmark.

Dagens andenplads gik til Katrine Gammelgaard Steffensen og Lybækgårds Chandler e. Blue Hors First Choice/ Blue Hors Soprano (opdr. Katrine og Carsten Gammelgaard Steffensen), som også tog den samlede andenplads. Nr. 3 i mesterskabet blev Thit Holland Thomsen og den hollandske Fixdesign Cabernet e. Negro/ Zevenster.

Copyright Ridehesten.com
Rikke Dupont og Grand Galliano. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

På mesterskabets højeste niveau blev der i dag redet en Grand Prix Special, der blev vundet af Stinna Skov-Foldberg og Foldbergs T (Little Treasure) e. Tailormade Temptation/ Blue Hors Romanov (opdr. Fam. Foldberg), som dermed sluttede på en andenplads i mesterskabet.

Det blev gårsdagens vinder af Grand Prixen, Rikke Dupont og Grand Galiano e. Grand Galaxy Win/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Lotte og Gert Buchhave), der efter en andenplads i søndagens Grand Prix Special kunne kalde sig jyske mestre.

Vi havde vi faktisk en rigtig fin tur i dag med mange ting, der lykkedes, og som vi har arbejdet på over de seneste måneder. Piaffe og passage var jeg meget tilfreds med og lykkedes at få med ind på banen. Til gengæld kom der sindssygt mange dyre fejl til sidst i programmet, som kostede flere procenter. Det var fejl, som vi normalt ikke kæmper, så tænker, at det er, hvad der kan ske med en ung hest i svær dressur, fortæller Rikke Dupont, der til gengæld glædede sig over den samlede sejr.

Tredjepladsen i mesterskabet gik til sønderjyske Julie Dyrgaard og Ryvangs Damon Dione e. Damon Hill/ Come Back II (opdr. Alex Dyrgaard), som er portrætteret i det seneste nummer af magasinet Ridehesten.

Stævnets start- og resultatlister.

Kristine Ulsø Olsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen