Dyrlæge Mette Uldahl siger op i DRF

08-09-2024 13:01

Jeg håber for ridesporten, at vi finder modet til at lave ændringer, siger Mette Uldahl, der gennem 12 år har været veterinærkonsulent i Dansk Ride Forbund, men nu har valgt at sige farvel, da hun oplever, at hendes uafhængige rolle kompromitteres

Copyright Ridehesten.com
Mette Uldahl har opsagt sin stilling som veterinærkonsulent i Dansk Ride Forbund. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Mette Uldahl, der blev uddannet dyrlæge i 2001, har gennem de sidste 12 år arbejdet for hestevelfærd, korrekt medicinering og anti-doping i DRF-regi, men valgte i torsdags at indgive sin opsigelse. Det sker, da Mette ikke længere synes, at rideforbundet lever op til den funktionsbeskrivelse, som hører til hendes rolle som veterinærkonsulent: 

Min rolle som veterinærkonsulent er at være en uafhængig enhed, som bl.a. disciplinærudvalget også er det. Jeg skal være den indre instans i hestesporten, der skal sikre faglighed og hestevelfærd – ja, jeg skal faktisk være en form for hestenes ombudsmand. Den rolle synes jeg ikke længere, at jeg har mulighed for at udfylde, da jeg gennem måske især det seneste år har oplevet, at mine faglige rapporter er blevet holdt skjulte og ikke er nået længere end forbundets ledelse, og jeg ikke har måttet udtale mig offentligt med min faglighed. Rideforbundet må selv bestemme, hvordan de vil agere på min faglighed, men fagligheden kan ikke diskuteres, slår Mette Uldahl fast. Dyrlægen har haft mange overvejelser ifm. sin opsigelse, men har valgt – som det kan læses på diverse medier i dag – at gå åbent ud med begrundelserne for sit farvel til jobbet: 

Jeg vil gerne praktisere den åbenhed, som jeg selv advokerer for, udtaler hun til Ridehesten, der, foruden grunden til Mettes opsigelse, også har spurgt ind til hendes ønsker for ridesportens fremtid. 

Fagligheden kan ikke diskuteres.

– Mette Uldahl

Copyright Ridehesten.com
Mette har flere gange afholdt oplæg om hestevelfærd og sportens fremtid. Her ses hun i 2021 på talerstolen til "Hestesporten frem mod 2030". Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

En kulturændring er nødvendig
Hvis rideverdenen skal ud af det pres, der påhviler sporten for tiden, er det ifølge Mette Uldahl nødvendigt med en kulturændring. Hun mener, at det er struktuelle problemer og en lukkethed i toppen af sporten, der er med til at skabe tidens problemer. 

Korrekt ridning efter træningsskalaen skal gøre, at man vinder.

– Mette Uldahl

Man kan være lukket, eller man kan vælge at åbne op og tale åbent om tingene. Jeg tror, at folk er bange for forandring, og at de derfor prøver at løse problemerne ved at holde dem skjult, men ændringer i sporten er nødvendigt. I virkeligheden tror jeg ikke, at der skal ret meget til før, at sporten har udviklet sig til det bedre. Vi har nogle enormt dygtige ryttere i Danmark, og hvis vi ændrer sportsformatet således, at korrekt ridning efter træningsskalaen gør, at man vinder, så går der ikke lang tid, før det de heste, som rytterne præsenterer, udtaler Mette og fortsætter:

Nyheden fortsætter efter annoncen

Der var også en masse drama, da det blev gjort forbudt at ride med høj hat, men det er der jo ingen, der tænker over længere. Det handler bare om tilvænning, og når først ændringerne er gennemført, er der jo sjældent nogen, der ønsker, at tingene var som før – jeg håber, at ridesporten finder modet til at lave de rigtige tilpasninger. 

Modet til ændringer kræver ifølge Mette, at det ikke kun er eliten, der kommer til orde. Også bredden og midten skal have mulighed for at være med i processen. 

Vi skal have diversitet i udsagnene, for jeg tror, at det er eliten, der er mest bange for ændringerne, siger Mette.

Copyright Ridehesten.com
Morten Schram Rodtwitt, direktør i Dansk Ride Forbund. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

Et tab for ridesporten
Direktør i DRF, Morten Schram Rodtwitt, siger i en artikel på TV 2 følgende om opsigelsen:

– Det er et tab for ridesporten i forhold til hendes viden, faglighed og ikke mindst hendes veterinærfaglige tilgang. Men jeg respekterer selvfølgelig hendes opsigelse og erkender også, at det er en post, hvor man på mange måder er under pres, siger han og fortsætter:

– Jeg synes, at vi bruger hendes fagligheder og vurderinger på meget konstruktiv vis. Hendes oplevelse må stå for hendes regning, lyder det fra Morten Schram Rodtwitt til TV 2.

Copyright Ridehesten.com
Mette Uldahl i 2011 kort tid før hun startede i DRF. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

Tak for 12 år
I sine 12 år i forbundet har Mette bl.a. udarbejdet faglige rapporter til DRF samt stået for at lave udstyrskontroller ude på stævnebanerne. Selvom det kan være svært at sige farvel og især med en opsigelse, der kommer med et dertilhørende kritisk blik på forbundet, understreger Mette også sin taknemmelighed overfor de personer, hun har arbejdet sammen med:

Alle 12 år har været udfordrende og spændende; der ligger et kæmpe pres på rollen som veterinærkonsulent, og det kræver et godt bagland og en god support fra forbundet. Noget, jeg især tager med, er mindet om alle de fantastiske mennesker i administrationen, som har muliggjort, at jeg kunne lykkes med min faglige rolle. Tak til dem, og tak til de officials ude på stævnebanerne, der har gjort alverden for ridesporten og hestevelfærden, slutter Mette Uldahl.

Copyright Ridehesten.com
Mette Uldahl. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner