Anna Pørtner
Uge 34 nærmer sig med hastige skridt, og det betyder også at Kirstinelund Sportsrideklub i Harlev vest for Aarhus så småt er i gang med forberedelserne til deres næste store begivenhed - deres landsstævne i dressur med Agria DRF-mesterskaberne for klubhold, hvor der sideløbende afvikles almindelige B- og C-klasser og tilmed distriktsmesterskaberne for U21 og seniorer i Distrikt 12.
Efter Silkeborg Rideklub meldte afbud som arrangører af det populære Agria DRF-mesterskab for klubhold, måtte Dansk Ride Forbund tidligere på året på jagt efter en ny vært. Valget faldt på Kirstinelund Sportsrideklub, der med deres solide erfaring, gode faciliteter og store stævnegejst kunne træde til med kort varsel - og afvikle mesterskaberne på den oprindelige dato.
– Vi er meget stolte over at blive betroet værtskabet for Agria DRF-mesterskabet for klubhold. Samtidig glæder vi os også til at kunne afvikle distriktsmesterskaberne for U21 og senior. Det bliver en uge fyldt med spændende ridning og god stemning, fortæller stævnearrangørerne.
En uge med stærkt sportsligt program
Stævnet i uge 34 bliver en sand dressurfest. Ugen byder nemlig både på lands- og distriktsstævne, hvilket åbner op for et bredt felt af ryttere. Lige fra de helt ambitiøse klubhold, der kæmper om DM-titlen, til distriktsrytterne, der kæmper om mesterskaberne i deres aldersgrupper.
Agria DRF-mesterskabet for klubhold er et af årets helt store højdepunkter i klubregi og samler hold fra hele landet. Kombinationen af holdsamarbejde, klubånd og sportslig kvalitet gør mesterskabet til noget helt særligt at være en del af for både ryttere og arrangører.
Derudover bliver distriktsmesterskaberne for Distrikt 12 afviklet for både U21- og seniorryttere, hvilket betyder at ryttere i alle aldersklasser og på alle niveauer får mulighed for at ride på banen i flotte omgivelser. Stævnet byder foruden mesterskabsklasserne på både B- og C-klasser, så der er altså rig mulighed for at komme til stævne hos Kirstinelund.
Faciliteter i absolut topklasse
Kirstinelund Sportsrideklub er efterhånden erfarne stævnearrangører. Klubben har i de senere år markeret sig som en stabil, velorganiseret og populær stævnearrangør, og det skyldes ikke mindst de flotte faciliteter.
På stedet finder man intet mindre end tre 20x60 ridehaller med Walber fiberbunde, samt en udendørs stævnebane og opvarmningsbane med Walber EbbeFlod-system, der sikrer stabile og optimale bunde uanset vejrforholdene.
Derudover kan der både rides på udendørs og indendørs opvarmning, og området vil som altid være pyntet flot op med smukke blomster, velholdt dressurhegn og en stævneplads, der oser af god stemning og spændende dressur.
– Vi gør rigtig meget ud af at skabe de bedste rammer, både for rytterne og deres heste. Vores frivillige lægger et kæmpe arbejde i at få det hele til at spille, og det er virkelig en fornøjelse at se, hvordan fællesskabet løfter stævnerne op på et højt niveau, fortæller stævnearrangørerne.
Kunne du også tænke dig at ride stævne i uge 34 ved Kirstinelund Sportsrideklub, så er sidste mulighed for tilmelding fredag den 15. august. Der kan tilmeldes til C-stævnet og distriktsmesterskaberne her, og B-stævnet med Agria DRF-mesterskabet her.