Anna Pørtner
Kirstinelund Sportsrideklub har igen i år slået dørene op til et stort dressurstævne, og denne weekend er der for alvor lagt op til dressur på højt niveau. Med hele tre baner i gang samtidig summer stævnepladsen af aktivitet, mens ryttere fra både hest og pony dyster i klasser fra LA1 til Grand Prix. Højdepunktet bliver lørdag, hvor årets Agria DRF-mesterskab for klubhold i dressur skal afgøres.
Stævnet begyndte allerede i går, torsdag, og med høj solskin, god stemning og masser af ryttere på plads har Kirstinelund Sportsrideklub endnu en gang lagt sig i selen for at skabe de bedst mulige rammer om et stort dressurstævne. På de tre baner afvikles der både B- og C-klasser for hest og pony, og dermed er der plads til ryttere på mange forskellige niveauer.
18 hold kæmper om DM-titlen
Lørdag bliver særligt spændende, når kampen om Agria DRF-mesterskabet for klubhold i dressur skal afgøres. Hele 18 hold er tilmeldt mesterskabet, og der er derfor lagt op til en stærk og spændende konkurrence, hvor klubber fra hele landet skal kæmpe om den eftertragtede DM-titel.
Et hold består enten af tre ryttere på tre heste eller fire ryttere på fire heste, og alle rytterne skal starte for samme klub. Består holdet af tre ekvipager, rides der LA5, MB2 og Prix St. Georges, mens et hold med fire ekvipager skal stille til start i LA5, MB1, MB2 og Prix St. Georges. På hvert hold skal mindst én og højst to ryttere være junior eller ungrytter.
Mesterskabet består af en kvalifikationsrunde og en finale. I kvalifikationsrunden lægges de tre højeste resultater for hvert hold sammen, og de bedst placerede hold går videre til finalen. Her rides de samme programmer igen, og startrækkefølgen er omvendt af placeringen fra kvalifikationsrunden.
Det endelige mesterskabsresultat findes ved at lægge holdets tre bedste resultater fra kvalifikationen sammen med de tre bedste resultater fra finalen. Det hold, der dermed opnår den højeste samlede procent over de to dage, kan lade sig kåre som dansk mester.
Kirstinelund Sportsrideklub er for andet år i træk vært for mesterskabet, og sidste års udgave blev en stor succes med mange stærke klubhold samlet på stævnepladsen. Også i år er forventningerne høje, når rytterne skal repræsentere deres klubber og kæmpe om medaljer og mesterskabstitel.
Unghestene jagter championatspladser
Foruden hold-DM og andre spændende klasser er der også vigtige kvalifikationer for fremtidens dressurstjerner. Denne weekend afvikles nemlig anden kvalifikation af DRF og World Cup Herning Championatet for ungheste i dressur.
Lørdag skal 6- og 7-års hestene på banen, mens det søndag er de 4- og 5-årige hestes tur til at vise deres kvaliteter. Kvalifikationerne giver dermed et spændende indblik i nogle af de unge heste, der kan blive morgendagens profiler på den danske dressurscene.
Championatet er samtidig endnu en grund til, at der er samlet et stærkt felt af ryttere og heste hos Kirstinelund denne weekend, hvor både etablerede ekvipager og fremtidens talenter får mulighed for at vise sig frem.
Kirstinelund fortsætter stævnesuccesen
Kirstinelund Sportsrideklub har de seneste år markeret sig som en klub med ambitioner om at skabe stævner, hvor der både er plads til bredden og toppen af dansk ridesport. Det kommer også til udtryk denne weekend, hvor der rides klasser helt fra LA1 til Grand Prix og samtidig er plads til både hest og pony.
Klubben har tidligere haft stor succes med at gøre stævnerne attraktive for rytterne gennem blandt andet fordelagtige priser på opstaldning og starter, gode faciliteter og fokus på, at rytterne ikke blot skal komme, ride og tage hjem, men også have lyst til at blive på stævnepladsen og være en del af fællesskabet.
Siden sidste års stævner er faciliteterne desuden blevet udvidet, blandt andet med en større stævnebane og to udendørs rotunder, så de overnattende heste kan blive motioneret mellem starterne. Der er også stævnefolde, hvor hestene kan komme ud og få frisk luft under det fler-dages stævne.
Med tre baner i fuld gang, 19 hold til start i kampen om DM-titlen, ungheste på jagt efter championatresultater og klasser helt op til Grand Prix er der dermed lagt op til en weekend med masser af dressur på Kirstinelund. Og med vejret og stemningen allerede i top fra stævnets første dage er rammerne sat for endnu en stor dressurweekend hos Kirstinelund Sportsrideklub.