Dansk islæt på det norske EM-hold

30-08-2023 16:34

Trine Askjær-Jørgensen

Ud af de tre heste på det norske EM-dressurhold er to dansk varmblodsheste, som er avlet i Danmark, mens den tredje er en oldenburgerhingst, der er delvist danskejet

Copyright Ridehesten.com
Isabel Freese og Total Hope OLD. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det norske rideforbund har nu offentliggjort, hvilke ryttere og heste der udgør deres hold og dermed skal repræsentere Norge, når europamesterskaberne i dressur finder sted i Riesenbeck, Tyskland, i næste uge fra den 5.-10. september.

Holdet består af præcis samme trio af ekvipager, som repræsenterede Norge, da VM i dressur blev afviklet i Herning sidste år.

Det drejer sig om:

  • Isabel Freese og Total Hope e. Totilas/ Blue Hors Don Schufro avlet af Christine Arns-Krogmann og ejet af Lone Bøegh-Henriksen og Paul Schockemöhle
  • Trude Hestengen og Christianslund Fürstino e. Fürstenball/ Cape Town S avlet af Annette Juhl og ejet af Hestengen Dressage
  • Mathilde Merethe Klaesson og Sandbæks Rio-El e. Skovens Rafael/ De Noir avlet af Inger Kirkegaard Kjeldgaard og ejet af familierne Klaesson og Blikstad
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det vil sige, at det norske hold igen har en hel del dansk islæt. Den 11-årige, sorte oldenburgerhingst, Total Hope, er som bekendt ejet af danske Lone Bøegh-Henriksen fra HP Horses i samarbejde med tyske Paul Schockemöhle og rides af sidstnævntes norske rytter, Isabel Freese. Sammen har parret de sidste mange måneder haft stor succes på de internationale stævnebaner, senest i forbindelse med UVM-stævnet i hollandske Ermelo, og de har trænet målrettet mod EM i Riesenbeck og en mulig kvalifikation til OL i Paris til næste år. Total Hope blev desuden sidste år far til Årets dressurhoppeføl i Dansk Varmblod, og senest er han aktuel som far til Årets dressurhoppe i Oldenburger Verband.

Copyright Ridehesten.com
Isabel Freese og Total Hope OLD ved VM i Herning sidste år. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Den professionelle dressurrytter, norske Trude Hestengen, har i mange år boet i Danmark, hvor hun driver det topmoderne ridecenter med salgs- og træningsstald, Hestengen Dressage, ved Skælskør på Sjælland. Trude skal – ligesom til VM sidste år – til EM med en dansk varmblodsvallak, Christianslund Fürstino, der sjovt nok er efter Fürstenball OLD, som også er samejet af Lone Bøegh-Henriksen fra HP Horses og Paul Schockemöhle.

Copyright Ridehesten.com
Trude Hestengen og Christianlunds Fürstino ved VM sidste år. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Også Mathilde Merethe Klaesson kommer til start ved EM i dressur på en dansk varmblodsvallak, nemlig Sandbæks Rio-El, med hvem hun også red VM på dansk grund sidste år. Mathilde (og Rio-El) bragte vi efter VM i Herning et portræt af i magasinet Ridehesten. Du finder det i oktober-udgaven 2022.

Copyright Ridehesten.com
Mathilde Klaesson og Sandbæks Rio-El ved VM2022. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

/EuroDressage

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen