Er min hest for gammel?

30-10-2017 07:57

Mange har opfattelsen af, at hesten er gammel, når passet viser, at den er fyldt 14, 16 eller 18 år. Men ofte er situationen den samme som hos os mennesker. Det er ikke nødvendigvis alderen, der bestemmer, hvordan vi har det, men hvordan vi føler os – både fysisk og psykisk

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Nogle heste er trætte og slidt op i 10-12-års alderen eller måske før, mens andre stadig kan præstere på højt niveau som 18-årige. Forskning fra både England og Australien viser, at ejere ofte overser sygdomsproblemer hos deres ældre heste. Først og fremmest fordi de opfatter hesten som ”gammel” og symptomerne derved er uundgåelige og uhelbredelige. Men mange af de problemer, som opstår, kan løses, hvis man opdager dem i tide og får stillet en rigtig diagnose. Først og fremmest er det symptomerne på Cushing eller PPID, som bliver overset eller ignoreret.

Hvad er Cushing?
Cushing eller PPID(Pituitary Pars Intermedia Dysfunktion), som den mere korrekt kaldes, er en aldersbetinget sygdom i hestens hjerne, som optræder hos hver fjerde eller hver femte hest over 15 år. Denne sygdom har flere lighedspunkter med Parkinsons sygdom hos mennesker, selvom symptomerne er meget forskellige. Den del af hjernen(hypofysen), som kontrollerer binyrernes produktion af binyrebarkhormon eller cortisol, mister sin normale funktion. Hypofysens opgave er at hæmme produktionen af cortisol. Når den normale funktion svigter, øges hypofysens produktion af et signalstof ved navn ACTH. ACTH sender misvisende informationer til binyrerne om at øge produktionen af cortisol, og kroppen bliver overdoseret. For høje koncentrationer af cortisol medfører en lang række symptomer, hvor forfangenhed nok er den mest alvorlige. Denne fejlfunktion i hypofysen opstår langsomt og tiltager gradvist fra år til år. Symptomerne ses sjældent hos heste under 15 år, og efterhånden som hestene bliver ældre, er der flere, der udvikler Cushing.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Årsagen er endnu ukendt
Årsagen til Cushing er endnu ikke kendt. Der er ingen forskel på forekomsten mellem hopper, vallakker og hingste, men sandsynligvis er ponyer lidt mere disponerede. Eneste sikre risikofaktor er hestens alder, hvor frekvensen stiger i takt med, at hesten bliver ældre. Det er sandsynligvis en kombination af miljøpåvirkninger gennem længere tid, frie radikaler, mangel på antioxidanter, kroniske betændelsestilstande, arvelige faktorer og nedsat cellefunktion, som opstår med alderen, som resulterer i disse aldersbetingede forandringer i hjernen.

Læs meget mere om Cushing, symptomerne og ikke mindst en interessant sammenhæng mellem Cushing og EMS i oktober udgaven af magasinet Ridehesten fra 2012

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen