Trine Askjær-Jørgensen
Den 13. juni kommer Stig Haga og Sverre Smevik fra Norge for at holde foredrag/seminar sammen med beslagsmed Sikker Høegh-Vestergaard AWCF fra Danmark om deres erfaringer med skoning af heste, som har uens forhove, også kaldet "høj/lav".
Det bliver en dag med fokus på både teori og praksis hos Rideklubben Hinnitus i Kjellerup, hvor Hanne Hellmers og Alexsander Kjeldsen har valgt at lægge rammer til og bakke op om arrangementet.
Stig Haga er uddannet beslagsmed fra Norge, og i en artikel med titlen "Går din hest forskelligt på højre og venstre?" i magasinet Ridehesten marts 2025 (du kan finde den i vores e-magasin eller i dit trykte blad fra 2025) skrev han sammen med dyrlæge Martin Hjelle om sine erfaringer med, hvordan og hvorfor disse heste har det samme uønskede bevægelsesmønster, hvorfor de har det, og hvordan de kan skoes sådan, at bevægelserne forbedres.
Sverre Smevik, som både er uddannet beslagsmed fra Norge og har en tysk berideruddannelse, vil blandt andet fortælle om sine erfaringer med, hvordan det er at ride disse heste før og efter korrigerende skoning.
Sikker Høegh-Vestergaard er en dansk beslagsmed og har desuden bestået den sværeste beslagsmedeeksamen i England. Han er i dag på det danske landshold for beslagssmede.
Praktisk information om arrangementet
Arrangementet afvikles hos Rideklubben Hinnitus, Bødkersmindevej 8, 8620 Kjellerup, og bliver delt op i to dele. Dagen starter med lidt morgenmad og kaffe, inden seminaret med den teoretiske del finder sted. Her vil Stig, Sverre og Sikker dykke ned i konceptet, forklare de anatomiske aspekter, og der bliver præsenteret grundig dokumentation med billeder og video.
Efter lidt frokost med te og kaffe fortsætter dagen med en workshop, hvor der bliver vist flere heste fra jorden og under rytter, og der bliver snakket om og vurderet mange heste, hvor deltagerne bliver delt op i grupper for, at alle kan få alle hestene at se. Der bliver også skoet en hest med udgangspunkt i konceptet, hvor bevægelsen før og efter skoning bliver gennemgået i plenum.
Til sidst rundes der af med kaffe og kage, hvor alle samles og der er åbent for diskussion og spørgsmål. Dagen kommer til at løbe fra ca. kl. 8.30 til omkring kl. 18.00.
Arrangementet er særligt tiltænkt dyrlæger og beslagsmede, og der er plads til omkring 50 deltagere.
Tilmelding foregår på telefon/sms til 26 83 38 36 til Nadine Diab Tangen.