Firedobbelt VM til Danmark i 2022!

16-11-2019 17:10

Britt Carlsen

Det internationale rideforbund, FEI, har netop besluttet at tildele Danmark afviklingen af fire af ridesportens discipliner til VM i 2022 - springning, voltigering, dressur og paradressur!

Copyright Ridehesten.com
MCH Arena kommer igen til at danne rammen om en stor ridesportsbegivenhed, når Danmark i 2022 er vært for et firedobbelt VM. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Back Rasmussen

Når verdens bedste ryttere mødes til VM i dressur, paradressur, ridebanespringning og voltigering for at dyste om titlerne i 2022, bliver det i Herning, som et foreløbigt klimaks på flere års succesfuld afvikling af både et EM og flere World Cups. Det er netop blevet besluttet af det internationale rideforbund, FEI. Danmark var oppe imod bl.a. stærke bud fra Rom og Saudi-Arabien men endte altså med at løbe med æren. 

VM i dressur, paradressur, springning og voltigering i 2022 bliver det største internationale ridesportsmesterskab i Danmark nogensinde, og der forventes knap 200.000 besøgende. Der er allerede nu lagt op til, at de to uger, som mesterskabet strækker sig over, bliver en fest med hesten i centrum.

VM’et skal afvikles på MCH’s faciliteter: MCH Arena, Jyske Bank Boxen og MCH Messecenter Herning, hvor der tidligere har været afviklet både EM 2013 og den årlige danske World Cup samt Dansk Varmblods årlige hingstekåring med knap 70.000 gæster. Også den helt nye cirkulære Eventplads bliver taget i brug, når der udover VM-konkurrencerne bliver både clinics, messeområde, seminarer og kurser.

FEI har sadlet om i forhold til tidligere, hvor VM var et meget omfattende mesterskab med otte discipliner samlet ét sted. I dag valgte FEI at ændre kurs, og tildelte Danmark kongedisciplinerne, dressur og springning samt paradressur og voltigering. I begrundelsen for tildelingen til Danmark understregede FEI, at de, med Herning som venue og danskerne som samarbejdspartnere, havde valgt en sikker vinder. Dansk Ride Forbund, Herning Kommune, Sport Event Denmark og VM-selskabet (Casper Cassøe og Jens Trabjerg) har nemlig både erfaringerne og rammerne til at gøre VM i 2022 til et verdensklassearrangement.

I praksis bliver det VM-selskabet ejet af Casper og Jens, som skal afvikle verdensmesterskabet i et godt og konstruktivt samarbejde med Jens Trabjergs team og Dansk Varmblod.

"Oven på denne nyhed er det er svært af få hænderne ned. Med et VM i tre olympiske discipliner kan vi forvente os sport i verdensklasse og rigtig mange besøgende i både Herning og hele regionen i august 2022. Det er nok en anden type fans end til f.eks. VM i Ishockey, men der vil komme mange af dem. Vi er en by, der godt kan lide at have gæster, og vi er allerede et centrum for de store hestesportsevents i Danmark med mere end 100.000 årlige gæster. Med et VM bygger vi nu oven på de gode erfaringer med at være vært for blandt andet EM i 2013 og den årlige World Cup Herning. Vi glæder os til, at hesteinteresserede i hele verden vil se mod Herning i 2022, og ser frem til samarbejdet med Dansk Rideforbund, Sport Event Denmark, MCH og VM-selskabet" , siger Lars Krarup, borgmester i Herning Kommune.

Copyright Ridehesten.com
Tusinder af glade danske og udenlandske tilskuere fulgte en uges EM i Herning i 2013 - nu er det VM i 2022 som står foran os! Foto: Ridehesten.com/Jørgen Back Rasmussen

Hos MCH A/S ser administrerende direktør Georg Sørensen frem til at danne rammen om det store arrangement. ”Jeg vil gerne lykønske dansk idræt og dansk ridesport med endnu et stort mesterskab i Danmark – og rette en varm tak til Dansk Ride Forbund, Herning Kommune, Sport Event Denmark, Dansk Varmblod og Equitour Aalborg for stærkt initiativ, vedholdenhed og godt partnerskab,” siger Georg Sørensen, der glæder sig over udsigten til et glædeligt gensyn med de mange heste-elskere. ”Vi har en 40 år lang historik med hestearrangementer i verdensklasse i MCH, og det betyder meget for os, at vi nu får endnu en mulighed for at byde deltagere, presse og publikum fra hele Danmark og udlandet velkommen til MCH, og vi glæder os til, i et spændende og stærkt samarbejde, at skabe rammerne om endnu et verdensmesterskab.”

”Man skal tænke stort, ellers opnår man aldrig store ting. Tænk hvad det betyder for dansk ridesport, at vi i 2022 skal have den allerstørste sportsbegivenhed på dansk grund. Værdien taler for sig selv, og vi er virkelig glade for den store mulighed, det er. Tak til Sport Event Denmark, Herning Kommune, Casper Cassøe og Jens Trabjerg for formidabelt samarbejde i hele forløbet – vi glæder os til at komme i gang!”, siger Dansk Ride Forbunds formand, Ulf Helgstrand.

Copyright Ridehesten.com
EM i 2013 var et imponerende set-up - VM i Herning bliver endnu støre. Foto: MCH Messecenter Herning

VM i dressur og ridebanespringning forventes at tiltrække rigtig mange internationale tilskuere, som traditionelt bliver flere dage i forbindelse med eventen.

”Vi har armene over hovedet. Rom og Saudi-Arabien bød ind på det fulde mesterskab. De var på papiret utroligt stærke! Det danske bud skrev sig ind med relevans og stor eventerfaring på tre af disciplinerne. Det er et godt signal, FEI, sender; VM’er skal være økonomisk overskuelige og skal have relevans for både ridesporten og værtsbyen. Vi ser frem til hestefest for både udenlandske og danske tilskuere”, siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark.

”Dagen i dag har været lang, og det samme har tiden op til afgørelsen. Der er har været tidspunkter, hvor vi har troet på det, og andre tidspunkter, hvor vi har tvivlet. Da vi fik beskeden, blev vi rørte, og mega stolte. Vi glæder os helt vildt til at komme i gang. Det er en kæmpe ære, og vi kan kun påtage os det ansvar, fordi vi ved, vi har stor opbakning både økonomisk og fra de mange frivillige, vi har med os. Det er med gåsehud over hele kroppen vi nu står med den positive tilkendegivelse fra FEI, og vi er rystede, men glæder os helt vildt. Vi kan ikke takke Herning Kommune og Sport Event Denmark nok for deres opbakning i hele forløbet. Nu skal vi bare trække i arbejdstøjet”, udtaler Casper Cassøe og Jens Trabjerg fra VM-selskabet.

I alt var der 10 lande, der bød på VM. Rom og Saudi-Arabien bød på VM i alle discipliner, mens Danmark, Estland, Ungarn, Irland, Slokaviet, Forenede Arabiske Emirater, Holland og USA bød på enkelte discipliner. FEI havde lagt op til, at det skulle være muligt at byde på enkelte discipliner, hvor eksisterende anlæg kunne bruges og omkostningerne i forbindelse med afviklingen dermed kunne reduceres.

Konkurrencerne i dressur og springning ved VM i Herning 2022 vil indgå i kvalifikationen til OL i 2024 i Paris og i para-dressur til de Paralympiske Lege.

I 2013 var der EM i dressur, para-dressur og springning i Herning, hvor Danmark fik meget stor international og national anerkendelse for afviklingen. 

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen