Flot hingstekollektion på Stutteri Ask

12-04-2014 19:32

Stine Gertsen

Stutteri Ask inviterede i dag til åbent hus, hingstefremvisning og distriktsstævne i springning

 

 

Der var livlig aktivitet på Stutteri Ask i dag, hvor der traditionen tro, blev afholdt åbent hus med fremvisning af stutteriets mange hingste og afkom. Sideløbende blev der igen i år afholdt distriktsstævne i springning, i samarbejde med Fyns Rideklub

Arrangementet lagde ud med springklasser fra LC til LA, efterfulgt af hingstefremvisningen og sluttede af med en spændende MB-springning.

Det var en flot hingstefremvisning, hvor den ene fantastiske hingst efter den anden blev fremvist I hallen. Blandt andet blev den nykårede French Match Ask, som endte som fløjhingst i 3-års holdet i Herning, præsenteret.

Desuden kunne man opleve: Canada Sem Ask, Cornettino Ask, Ci Ci Senjor Ask, Clifton Ask og Favorit Ask. Alle viste de sig fra deres bedste side, og især Favorit Ask fik vist, at støtternes højde ikke er noget problem. Hingstene blev flot sprunget og fremvist af chefberider Søren Møller Nielsen og Karen Rohde. ?Også mange af disse hingstes afkom kom på banen, og det er helt sikkert, at det er nogle som er værd at holde øje med fremover.

Også den 8-årige Quartz Ask fik lov til at springe støtterne ud med svenske Rolf-Göran Bengtsson i sadlen. Stutteri Ask købte sidste år den skønne holstener hingst, som et led i samarbejdet mellem den nordfynske hingstestation og Rolf-Göran, og ekvipagen viste i dag, at de er et godt match.

Også to ældre og meget populære herrer blev hædret af publikum. Den 24-årige Casir Ask, som stadig er I fuld valør, gav et par runder I hallen. Det samme gjorde Lambrusco Ask, som for et par år siden gik på velfortjent pension, efter rigtig mange år helt i toppen af springsporten.

Søskende-stutterierne, Blue Hors og Kirk Arabians, var traditionen tro også mødt op for, at præsentere udvalgte hingste. Blue Hors bidrog med Blue Hors First Choice som viste sine enorme gangarter flot frem under Allan Grøn. Også Blue Hors Rockefeller var kommet med og blev fremvist ved hånd. Fra Kirk Arabians red Signe Kirk Kristiansen den charmerende og velgående fuldblodsaraber, Zonyx.

Det sideløbende C-stævne i springning havde et væld af ekvipager til start. I LA1* var hele 48 tilmeldt, og der blev i den grad redet om de mange gode ærespræmier. Men hurtigst var Mette Birk på Lianos P, som skar hjørnerne og endte med en flot omspringning i tiden 24,53 sek. Ind på 2. pladsen kom Amber Milner på Amaretto.

Mange tilskuere var blevet efter hingstefremvisningen for, at overvære dagens MB1*. Den svære bane gav nogle problemer, og kun fem ekvipager kom fejlfrit igennem 2. runde. Hurtigst af disse var Christina Thinggård Jacobsen på Thorslunds Caroline. De krydsede målstregen i tiden 25,92 sek. Klassens to’er blev Ulrik Kjær og Hungry Heart De Lux.

 

Se billeder fra arrangementet her på siden fra på mandag.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen