Formandsposter i DRF er nu besat

23-01-2026 17:29

Dansk Ride Forbund har fået ny formand for springudvalget, ligesom der har været genvalg i dressurudvalget. Begge poster er besat af velkendte ansigter, der har stor kendskab til både DRF som organisation og sportens udvikling

Copyright Ridehesten.com
Både formandsposten i spring- og dressurudvalget er nu besat. Foto: Ridehesten.com/ Annette Boe Østergaard

Dansk Ride Forbund har fået ny formand for springudvalget. Niels True, der indtil nu har været medlem af udvalget med ansvar for dommerområdet, tiltræder nu posten som formand. Samtidig fortsætter Per W. Nielsen som formand for dressurudvalget - en rolle, han har varetaget med stort engagement og erfaring gennem flere år.

En formand med praktisk erfaring
Niels True bringer en stærk kombination af organisatorisk erfaring og passion for springsporten med sig ind i formandsrollen. Han har blandt andet en baggrund som bestyrelsesformand i NK-Forsyning A/S og er medlem af Næstved Byråd, og har dermed solid erfaring med strategisk ledelse, samarbejde og udviklingsprojekter. Siden han blev en del af springudvalget, har han arbejdet engageret med at styrke dommerområdet og understøtte udviklingen af sporten bredt, og nu skal han så stå i spidsen for udvalget. 

Jeg ser frem til at bidrage til springsportens videre udvikling med fokus på struktur, fremdrift og samarbejde. Det er vigtigt for mig at udvalget bliver et stærkt forum, hvor idéer og erfaringer bringes i spil til gavn for ryttere, klubber og frivillige, fortæller den nye formand, Niels True.

Dressurudvalgets formand fortsætter
Per W. Nielsen, som i 2022 modtog DRF’s Ærestegn for sin mangeårige og betydelige indsats i dansk ridesport, fortsætter som formand for dressurudvalget. Per er kendt og værdsat blandt både officials og stævnearrangører og har gennem årene opbygget et imponerende CV med blandt andet OL- og VM-opgaver som FEI-steward.

Anne Silfwander, klub- og sportschef i Dansk Ride Forbund, glæder sig over at begge formandsposter endnu engang er blevet besat:

Vi er meget glade for at kunne byde Niels True velkommen som ny formand for springudvalget. Niels har allerede vist, at han kan skabe struktur og fremdrift, og vi ser frem til at samarbejde med ham i den nye rolle. Samtidig er vi utrolig glade for, at Per W. Nielsen har sagt ja til endnu en periode som formand for dressurudvalget. Hans store erfaring og dedikation er en kæmpe styrke for dansk dressur.

Begge udvalg får en vigtig rolle i implementeringen af Dansk Ride Forbunds Strategi 2026-2029, hvor fokus blandt andet er på hestevelfærd, udvikling af sportslige koncepter og styrket klub- og talentarbejde.

Copyright Ridehesten.com
Anne Silfwander, klub- og sportschef i Dansk Ride Forbund. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen

/Dansk Ride Forbund. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner