Fornøjelig følaften nord for Limfjorden

15-07-2018 11:29
Avl

Dansk Varmblods region 7 stod i går lørdag for et arrangement, hvor flere af regionens avlere fremviste føl og plage for alle interesserede. Det resulterede i en hyggelig og lærerig eftermiddag, der sluttede med 60 hesteinteresserede til spisning

Nyheden fortsætter efter annoncen

Den årlige følaften arrangeret af Dansk Varmblods region 7 afholdes skiftevis nord eller syd for Limfjorden, og i år gik turen højt op i Vendsyssel, og når man er kommet nord for Hjørring, og adressen hedder Skagen Landevej, så ved man, at man er langt nordpå. Her lige udenfor Bjergby ligger Stutteri Lightfoot, hvor Annette Lyngs og Torben Damsbo kunne byde omkring 100 interesserede hestefolk velkommen.

Underholdende og informativ speakning ledsagede fremvisningen af de mange hopper og føl. Annette og Torben driver stutteri på en måde, der skiller sig ret meget ud fra den gængse tilgang, og det fortalte de åbent og indviende om - og det kan man i øvrigt læse meget mere om i magasinet Ridehesten december 2016 i artiklen "Vi har overlevet på vores tyrkertro".

Nyheden fortsætter efter annoncen

Stutteriet fremviste ni hopper med føl samt en 2-års hoppe. Der var føl efter hingstene For Emotion, Valverde, Springbank II samt Franklin, der også er far til den 2-årige hoppe, der i 2016 var årets dressurbetonede hoppeføl i Dansk Varmblod. Blandt de fremviste føl var en Franklin-datter, der var et af de dyreste føl på dette års NIS auktion ved Equitour Aalborg.

Fra Bjergby gik turen til Hallund hos Louise og Mark Larsen Børjessons stutteri Lyngbjerg, hvor fem hopper og føl var samlet. Besøget startede med masser af uformel hygge på den brede staldgang, hvor man på tæt hold kunne besigtige de heste, der skulle vises på ridebanen. Værtsparret viste selv to føl samt tre 1-års plage frem, mens avler Heidi Guldbæk Holm viste fremviste to føl og avler Bitten K. Thomsen fremviste et. Igen masser af dejlige heste og med god afstamningsinformation. Der var føl efter hingstene Revolution, Freischütz, For Romance, Blue Hors Fifty Cent og 1-års efter Fürstenball og Blue Hors St. Schufro.

En kilometer nede ad vejen samledes alle i Louises forældres maskinhal, hvor der var dækket op til 62 spisende gæster, der valgte at tilbringe en sommeraften i hesteavlens tegn.

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner