Gardehusarerne og Danmark fejrede kronprinsen

26-05-2018 22:26

Marie Helene Rigård Rohleder

I fuld gallauniform eskorterede 48 heste og ryttere fra Gardehusarregimentet kronprinseparret rundt i København  i anledning af kronprinsens 50 års fødselsdag. Det var et imponerende syn og en kæmpe oplevelse for de værnepligtige, som dygtigt styrede hestene til og fra Amalienborg 

Copyright Ridehesten.com

– Det er ligesom juleaften! udbryder en glad og overvældet husar, da hun stiger af hesten efter, at Gardehusarregimentets Hesteskadron har redet eskorte i Københavns gader lørdag aften. I forbindelse med kronprins Frederiks 50 års fødselsdag har 48 heste og ryttere fra Gardehusarregimentet reddet eskorte med kronprinseparret i karet igennem hovedstaden.

Det var et smukt og overvældende syn, der mødte danskerne på Amalienborg Slotsplads, da Gardehusarregimentets Hesteskadron i fuld gallauniform skridtede takfast ind gennem porten.

Den mægtige frieser med de store pauker, ni skimlede heste med blankpolerede trompeter, og en lang række af husarer i deres varme uniformer af uld og skinnende sabler hvilende mod de røde og blå underlag viste sig frem.

De trænede heste stod pænt midt på slotspladsen og ventede på vores kommende konge, og det gjorde de store fremmødte publikum også.

Copyright Ridehesten.com
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary

Ligeså snart porten gik op og de kongelige heste kom til syne med den sorte karet bagefter, brød folkemængden ud i spontan fødselsdagssang og klapsalver. Børn med små dannebrogsflag hviskede til deres mor, at nu kommer en rigtig prins og prinsesse, og der blev råbt tillykke fra alle sider af.

Vores smukke kronprinsepar vinkede, hilste og smilede mens de blev trukket ud gennem slotsporten og igennem Københavns gader for at blive mødt af endnu flere flag og store smil – For når en kronprins fylder 50 år, så skal det fejres!

En uforglemmelig oplevelse
For de værnepligtige ved Gardehusarregimentets Hesteskadron var det også en helt speciel dag. En eskorte som de alle sammen virkelig havde set frem til efter knap 12 måneder som værnepligtige.

Der var blevet trænet hårdt, og det var også et imponerende optog af velopdragne heste og dygtige ryttere, som stolt viste frem, hvad deres regiment var til for.

– Det var en kæmpe oplevelse. Mega fedt! Diplomat (hesten) trippede lidt rundt ved Amalienborg, men ellers gik det rigtig godt. Den her oplevelse er ikke noget du bare får, det skal du gøre dig fortjent til, siger en stolt husar Mors efter eskorten. I civil hedder hun Ida Dalgaard og har været værnepligtig hos Gardehusarregimentet siden sidste august. Til dagens eskorte spillede hun trompet.

Se stemningsbilleder fra eskorten her:

 

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen