Grand Galaxy Win alvorligt skadet

31-10-2022 13:29

Trine Askjær-Jørgensen

Den tidligere DV-kårede avlshingst og nu vallak, Grand Galaxy Win, som for fire år siden blev solgt til dansk-amerikanske Charlotte Jorst, er blevet så alvorligt skadet, at det er uvist, om han vender tilbage til sporten

Copyright Ridehesten.com
Grand Galaxy Win gik tidligere med stor succes under den forhenværende Helgstrand-rytter Severo Jurado Lopéz. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Dansk-amerikaneren Charlotte Jorsts lilleturshest og den tidligere DV-kårede avlshingst, Grand Galaxy Win e. Apache/ Jazz, er blevet alvorligt skadet, og hans fremtid i sporten er meget uvis. Det skriver EuroDressage.

Grand Galaxy Win er født i 2011 hos sin hollandske avler A.M.T. Toonen Arts, som oprindeligt gav ham navnet Galaxy Win T. Hingsten blev opkøbt af Nico Witte og Andreas Helgstrand og i 2014 kåret i det hollandske avlsforbund KWPN samt i Dansk Varmblod.

Herefter forblev hingsten i Danmark, hvor den under spanske Severo Jurado Lopéz blandt andet blev nr. 8 i Pavo og Dansk Ride Forbunds championat for 4-årige dressurheste i 2015. Ved verdensmesterskaberne for unge dressurheste i Ermelo, Holland, repræsenterede ekvipagen i 2016 KWPN og Holland, hvor de blev nr. 7 i 5-års-finalen.

Efter næsten to års stævnepause vendte hingsten og dens spanske rytter tilbage til stævnebanerne i august 2018, hvor de vandt kvalifikationsrunden til unghestechampionatet, og i oktober 2018 blev de placeret som nr. 5 i dette championat. Det var hingstens sidste stævne på europæisk grund.

Copyright Ridehesten.com
Dansk-amerikanske Charlotte Jorst har i mange år været en loyal kunde hos Helgstrand Dressage. Her ses hun med Kastels Nintendo, som var den første hingst, hun købte fra stalden i Nordjylland. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Solgt til USA
I efteråret 2018 blev Grand Galaxy win solgt til dansk-amerikanske Charlotte Jorst, der igennem mange år har været en loyal kunde hos Helgstrand Dressage, hvor hun har købt adskillige topkvalitetsheste.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Charlotte og Grand Galaxy Win debuterede internationalt to år senere i november 2022 ved CDI Thermal, Californien. Hun startede også hingsten i en enkelt CDI ved Global Dressage Festival i Wellington, Florida, i marts 2021. Det var ekvipagens sidste stævne sammen.

I januar 2022 meddelte Charlotte Jorst så, at hun havde ladet hingsten kastrere for at gøre hans liv lettere, mere roligt og ikke så styret af hormoner.

Den nyhed var mange avlere rigtig kede af at høre, eftersom Grand Galaxy Wins afkom virkelig begyndte at vinde frem på stævnebanerne i Europa. Hingsten er nemlig far til blandt andet vinderen af UVM i dressur for 6-årige heste, Global Player, og indtil videre har han 11 kårede sønner heriblandt UVM-bronzevinderen Lennox U.S. og UVM-finalisten Highfive Fuglsang.

Alvorligt skadet
Nu har Charlotte Jorst fortalt i et interview med Horses.nl, at Grand Galaxy Win er alvorligt skadet, og at det er usandsynligt, at han kan vende tilbage til sporten. Præcist hvordan hingsten er blevet skadet, og hvad det er for en skade, meldes der ikke noget om.

– Han har været skadet i næsten et år, og jeg er ikke sikker på, om han kommer sig over det, siger Charlotte Jorst og fortsætter: – Det er sådan en skam, for han har virkelig talent for dressurens højeste niveau.

Vallakken befinder sig hjemme på Charlotte Jorsts hesteejendom i Reno, Nevada, hvor han på nuværende tidspunkt går lidt i skridtmaskine hver dag.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen