Hans Jørgen Juhl blev fejret af avlerkollegaer

24-03-2026 15:15

Annika Knudsen Lorentsen

En erfagruppe af 10 springhesteavlere, som har eksisteret de sidste 9 år, fejrede i sidste uge Hans Jørgen Juhl for hans opdræt af Jupiter DWB, den nykårede hingst fra Herning, som fik tildelt opdrætter medalje i guld

Nyheden fortsætter efter annoncen

I 9 år, har 10 avlere af springheste haft en erfagruppe, hvor de jævnligt er mødtes i forskellige anledninger. I sidste uge mødtes de for at fejre Hans Jørgen Juhl i anledningen af hans flotte præstation, som opdrætter af Jupiter DWB, som blev kåret ved Dansk Varmblods Hingstekåring 2026 og tildelt opdrættermedalje i guld. 

– Hans Jørgen blev fejret med kage, bobler og lykønskninger fra erfagruppen. Det var en stor fornøjelse at fejre Hans Jørgen, da han pga. sygdom, desværre ikke var til stede i Herning under kåringen, fortæller Annelise Vestergaard, der er en af personerne i erfagruppen. Hun fortæller desuden:

– Vi er geografisk meget spredte fra Rødekro, til nord for Limfjorden, over Fyn helt til Ringe, men ikke desto mindre holder vi fast i, at mødes hver tredje måned og mødestabiliteten ville gøre enhver arbejdsgiver misundelig for det er ret imponerende hvordan vi alle tropper op stort set hver gang. Vi mødes på skift ved hinanden og starter hvert møde med en tur i stalden for at se besætningen. Da vi i sagens natur kender hinanden ret godt, har vi gode og ærlige meningsudvekslinger som er vældig givende og med til at ”flytte” os.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Inden hvert møde i gruppe, har hvert medlem mulighed for at melde mulige emner ind til debat, så gruppen på den måde kan forberede sig på emnet og ligeledes har en dagsorden. Netop det med en dagsorden er en prioritet, da møderne skal have en vis grad af faglighed for at bevare engagementet, og viljen til, for nogen, at køre op til 3 timer for at mødes.

– Men det er ikke kun avlen som bliver diskuteret, springsporten fylder også meget ved vores møder. Både den nationale såvel som den internationale springsport bliver vendt. Hvert år i september tager dem der har tid og mulighed til Zangersheide og ser VM for ungheste. Det er superhyggeligt at mødes og har givet anledning til at dyrke fællesskabet endnu mere, forklarer Annelise og fortsætter:

– Vi har selvfølgelig alle forskellige kompetencer som vi over årene har lært at kende ved hinanden. Nogen ved meget om sporten, andre har fået skabt gode kontakter i udlandet, nogen ved noget om fodring osv. Det betyder, at vi også kan trække på hinandens viden, når vi står i en situation og har brug for det. Så alt i alt er det et givende fællesskab, som har nu har bestået i 9 år og med udsigt til endnu flere.

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen