Thomas Bach Jensen
Dansk Varmblods forbesigtigelse af unghingste afholdes i år søndag den 10. december på Riders Cup og onsdag den 13. december på Vilhelmsborg med henblik på udtagelse af hingsten til Dansk Varmblods Hingstekåring i uge 10 i 2024.
Tilmeldingsfristen er den 15. november 2023. Hingsteejeren skal ved tilmelding til selv afkrydse, om hingsten ønskes bedømt som dressur- eller springbetonet. I princippet kan man godt tilmelde en hingst med dressurbetonet afstamning til bedømmelse i løsspringning, men en sådan hingst vil næppe blive udtaget til kåring, selvom den springer godt, da der i bedømmelsen naturligvis også indgår en vurdering af afstamningen.
Procedure ved bedømmelse af dressurbetonede hingste
Der etableres en 20 x 40 bane med to øer.
Alle hingstene vises enkeltvist løse (ca. 4 min pr. hingst). 4 års og ældre hingste kan i stedet vises under rytter.
Procedure ved bedømmelse af springbetonede hingste
Der etableres en lukket løbegang sammen med løsspringningsbanen.
I magasinet Ridehestens novembernummer fortæller Christian Springborg i en artikel om klargøring af unghingste til forbesigtigelse. – Jeg vil gerne starte træningen af hingstene tre måneder før forbesigtigelsen, for det giver god tid til, at hingstene kan blive forberedt uden stress og tidspres. På den måde kan vi i højere grad træne på hestenes præmisser, derfor kommer de ind fra flokken og på stald i starten af september.