Helen Langehanenberg tilbage til Herning

02-03-2015 15:15

Torsdag den 5. marts 2015 byder Dansk Varmblod på en helt særlig oplevelse under hingstekåringen i MCH Messecenter Herning: En dressurclinic med en af de senere års mest succesfulde ryttere - Helen Langehanenberg

Kyra Kyrklund, Andreas Helgstrand, Hasse Hoffmann, Rudolf Zeilinger og Edward Gal er blot nogle af de dressurryttere og -trænere, der tidligere har stået på gulvet med mikrofonen, når Dansk Varmblod har afholdt clinic for et tusindtalligt, dressurkyndigt publikum under hingstekåringen i Herning.

Det er ikke første gang, at den succesfulde tyske dressurrytter Helen Langehanenberg er i Herning. Ved EM 2013 tog hun del i topkampen med hingsten Damon Hill og vandt individuelt sølv og holdguld.

Når Helen Langehanenberg torsdag aften overtager scenen i MCH Messecenter Herning, får hun selskab af seks dygtige, danske dressurryttere, som medbringer egne heste på forskellige aldre og uddannelsesniveauer.

Den internationale toprytter ser frem til at møde Anne Sofie Aaen, Katrine Kraglund, Maria Falkner Hansen, Selina Hundstuen Solberg, Allan Skov Christensen og Dennis Fisker for at se, hvad hun kan bidrage med i uddannelsen af deres heste.

Hun vil for åben mikrofon (på engelsk) undervise hver enkelt rytter og forsøge at give dem nogle redskaber med hjem til deres daglige træning. Samtidig glæder Helen Langehanenberg sig også til den udfordring at skulle ride en af rytternes medbragte heste.

 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner