- Her rider man ikke kun for sit eget resultat

15-08-2021 17:32

Trine Askjær-Jørgensen

I går afholdte Sportsrideklubben Bogø fjerde kvalifikationsrunde i Dressurens Venner Cup, og det blev holdet fra Glamsbjerg Rideklub, der løb med sejren og er videre til finalen. Pigerne på holdet er fan af cup'ens koncept

Copyright Ridehesten.com
Vinderholdet fra Glamsbjerg Rideklub. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Holdet fra Glamsbjerg Rideklub vandt fjerde kvalifikation i Dressurens Venner Cup, som i går blev afholdt af Sportsrideklubben Bogø, med en samlet score på 211,38 point.

– Det fungerede rigtig godt for holdet i går. Det gik rigtig godt og var bare sjovt at være med, fortæller Freja Lindblad, da Ridehesten snakker med hende.

Holdet bestod af:

  • Maiken Rønn og Florisant V e. Floricelle/Blue Hors Bentley (opdr. Ole Christensen)
  • Freja Lindblad og Egelund Yurrell e. Blue Hors Farrell/Temple Wind XX (opdr. Jørgen K. Andersen)
  • Emily Nielsen og Slæbækgård's Fritz e. For Romance I/Carano (opdr. Dorte Bak Himmelstrup)
  • Stine Twisttmann og Noomi Melody e. Sezuan/Schwadroneur (opdr. Else Rohmann)

De fire piger kendte ikke hinanden ret meget, før de deltog i holdkonkurrencen her. Stine kontaktede Freja, fordi de engang havde været på ridelejr sammen hos Dorte Rohmann, og så kendte Freja Emily, og Emily kontaktede Maiken - og så var de klar til at stille med et hold til Dressurens Venner Cup.

– Det er et virkelig hyggeligt koncept at være på et hold og ride med andre på ens egen alder (eller andre aldre for den sags skyld), og at det ikke er på så højt niveau. Jeg har f.eks. en ung hest, men kan alligevel komme ud at være med, fortæller Freja.

Copyright Ridehesten.com
Freja Skovhus Lindblad og Egelund Yurrell. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Freja fremhæver desuden:

– Det er fedt at få nye relationer igennem konkurrencen her og være med til noget andet, som ikke kun er en individuel konkurrence. Her rider man ikke kun for sit eget resultat, men for et samlet, og så får man også nye venskaber ud af det.

Holdet fra Glamsbjerg Rideklub vandt med ret stor sikkerhed foran Rideklubben Rido, som opnåede 196,81 point.

Dressurens Venner Cup er en konkurrence i dressur for klubhold på tværs af hele landet sponsoreret af Dressurens Venner i samarbejde med Ingdam's. Cup'en afvikles over 6 kvalifikationsrunder fordelt i hele Danmark og slutter med en finale, som i år finder sted på Solrød Rideklub den 1.-3. oktober. Kvalifikationsklasserne skrives ud i LA2-A og afvikles ved C-stævner.

Se hele resultatet her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner