Thomas Bach Jensen
Mens ponyrytterne havde årets tredje og sidste ECCO Cup-kvalifikation i Solrød for en måned siden, så var det i denne weekend den tredje og sidste kvalifikation for junior-, ung- og U25-rytterne, og den blev afviklet som en del af Heslegård Rideklubs B-stævne.
Trods en tredje- og en fjerdeplads gårsdagens MB1 med henholdsvis Tiger G og Blue Hors Kingston sluttede Sofia Rosenkilde som samlet vinder af juniorrytternes tredje kvalifikation, og det gjorde hun efter et meget solidt kürridt i dag med 11-årige Blue Hors Kingston e. Glock's Toto Jr./ Turbo Magic. Parret opnåede i dag en score på 75,042%, hvilket rakte til den samlede sejr.
Den samlede nummer to blev gårsdagens vinder Liva Keis med 13-årige Tobajo Paintball e. Tobajo Picez/ Voltaire med dagens andet bedste kürresultat på 73,334%. Tredjepladsen gik Alberte Josefine Harsbo med den 13-årige Napoli TH e. Floricello/ Flemmingh efter et kürresultat på 72,750%.
Det har altid ligget ECCO på sinde at støtte op omkring unge, der gennem deres sport udviser målrettethed, engagement og dedikation. Derfor er formålet med ECCO Cup’en at fremme den danske ungdomselite indenfor dressursporten, således ekvipagerne får mulighed for at dygtiggøre sig til at konkurrere på internationalt niveau. ECCO Cup strækker sig fra kategori II ponyer til ECCO U25 Grand Prix og understøtter dermed de unge talenters rytterkarriere i et kontinuerligt forløb
Hos ungrytterne var der dobbeltsejr i kvalifikationen til Michella Skovsager med den 13-årige hoppe Zimillione PT2 e. Gammelenggårds Zappa/ Fürst Nymphenburg. Det resulterede selvfølgelig i samlet sejr, hvilket med 152,08 procentpoint også var en ret overlegen sejr for ekvipagen, der i sommer vandt individuelt EM-bronze og -sølv.
Andenpladsen i begge klasser og dermed også samlet gik til Theresa Rosenkilde og 15-årige Blue Hors Zwobber e. Blue Hors Zack/ Blue Hors Romanov (opdr. Blue Hors), mens tredjepladsen gik til Ida Bøllingtoft Asmussen og den 11-årige guldmedaljehoppe Gozzip e. Sezuan/ De Noir (opdr. Benta Michaelsen), der er regerende juniordanmarksmester og -europamester.
Hos U25-rytterne gik den samlede sejr til gårsdagens vinder af Intermediaire II Julie Dam Jensen med den 10-årige Finale Melody e. Franklin/ Schwadroneur (opdr. Stutteri Melody v/ Else Rohmann) foran vinder af søndagens Grand Prix, Sofie Amalie Wettendorff Rolsted og 12-årige Orion e. Blue Hors Don Olymbrio/ Solos Landtinus (opdr. Lisbeth B. Andersen). Emilie Balling Nissen tog sig af tredjepladsen med 16-årige Fürstenblick e. Fürstenball/ Bernstein (opdr. Hanne Nielsen).
ECCO Cup-finalen afvikles i dagene den 26. - 29. november hos Dressurakademiet i Randbøl.
Stævnets start- og resultatlister.