Anna Pørtner
Den danskavlede hingst Hesselhoej Rock a Billy e. revolution/ Blue Hors Hertug, der er opdrættet af danske Jane og Erik Bech Jensen, har skrevet endnu et kapitel i sin unge sportskarriere. Den blot 8-årige hingst, som sidste år blev solgt til tjekkiske investorer, har netop sikret sig titlen som tjekkisk mester i lilletur med sin tjekkiske rytter, Jan Zamec i sadlen. Ekvipagen sikrede sig sejren med 73,550%.
Rock a Billy blev købt som toårig af hingstestationen Hesselhoej, hvor Anders Hoeck blandt andet red ham til en finaleplads i DRF og Pavo's 4-års championat. I 2021 blev hingsten færdigkåret i Dansk Varmblod, hvor han blev tildelt en opdrættermedalje i bronze. Han har desuden allerede sat sit præg i avlen med over 30 danskregistrerede afkom fra sine første årgange.
Jan Zamec, der i maj 2024 overtog tøjlerne på Hesselhoej Rock a Billy havde på daværende tidspunkt redet et par enkelte internationale starter i lilletur samt UVM, og nu er han altså på rette spor med den danskavlede hingst. Derudover har den tjekkiske dressurrytter flere lovende ungheste i stalden, som han lige nu rider unghesteklasser på.
Da salget til Tjekkiet blev offentliggjort i maj 2024, udtrykte Anders Hoeck på Hesselhoejs Facebook-side, at han virkelig havde stor tiltro til, at hingsten havde potentiale til at nå til tops i international dressur. Nu er første store skridt taget, og fremtiden tegner altså særdeles lovende for den talentfulde hest.
Hos Hesselhoej glæder man sig da også over parrets store succes:
– Vi har fulgt hans rejse med stor begejstring. Det er altid en glæde, når vi får lov at høre om deres videre rejse, hvad end det er på stævnebanen eller i avlen, lyder det fra hingstestationen i et Facebook-opslag, som kan ses herunder: