Hesteprofil fejrer 40 år som ejendomsmægler

18-06-2026 12:52

Trine Askjær-Jørgensen

Den markante hesteavler og ejer af HP Horses, Lone Bøegh Henriksen, fejrer fredag 40-års jubilæum som ejendomsmægler og åbner dørene til gården ved Hillerød efter et år med store forandringer i karrieren

Copyright Ridehesten.com
Lone Bøegh Henriksen fotograferet ifm. åbent hus på HP Horses tidligere i år. Foto: Ridehesten.com/Mie Thorup Poulsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

I morgen, fredag den 19. juni, markerer en af dansk hesteavls mest markante profiler et særligt jubilæum. Lone Bøegh Henriksen kan nemlig fejre 40 år som ejendomsmægler, og det sker med reception og åbent husHP Horses ved Ny Harløse vest for Hillerød.

For de fleste i hesteverdenen er 65-årige Lone Bøegh Henriksen først og fremmest kendt som drivkraften bag det internationalt anerkendte stutteri HP Horses, hvor nogle af verdens mest eftertragtede dressurblodlinjer gennem årene har haft adresse. Sideløbende med arbejdet og interessen for hesteavl har hun gennem fire årtier opbygget en af landets mest succesfulde ejendomsmæglervirksomheder.

Receptionen afholdes fra klokken 13 til 17 på gården, hvor Lone Bøegh Henriksen og hendes ægtefælle har boet gennem de seneste 34 år. Her samles familie, venner og forretningsforbindelser for at fejre det runde jubilæum.

– Jeg har været ejendomsmægler hele mit liv. Det er en kæmpestor del af min identitet, og det skal selvfølgelig fejres nu, hvor jeg kan markere sådan en milepæl i morgen, fortæller Lone.

Fakta
Om Lone Bøegh Henriksen
  • Født den 8. juli 1960
  • Er gift og har to voksne børn
  • Uddannet ejendomsmægler fra Lyngby Handelsskole
  • Franchisetager i Home A/S fra 1989-2026 og havde til sidst 10 forretninger i Storkøbenhavn og Nordsjælland samt et servicecenter
  • Har som ejendomsmægler vundet et hav af priser og udmærkelser
  • Ejer og driver det internationalt anerkendte stutteri HP Horses
Fold up

Jubilæet kommer i et år, der også har budt på store forandringer. Efter 37 år i Home-kæden blev hun for knap fire måneder siden opsagt fra samarbejdet med kæden, hvor hun gennem mange år har været blandt de mest profilerede og succesfulde ejendomsmæglere i landet. Trods afskeden fortsætter hun i ejendomsbranchen, omend den præcise plan for fremtiden endnu ikke ligger fast.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Som en del af Home-kæden har hun været selvstændig erhvervsdrivende med omkring 90 ansatte fordelt på 10 forretninger, og jubilæet bliver samtidig en anledning til at sætte fokus på de værdier og den kultur, som gennem årene har været fundamentet for virksomheden.

Copyright Ridehesten.com
Lone Bøegh Henriksen sammen med Vitalis. Foto: Ridehesten.com/Maria L. Mortensen

I hesteverdenen har Lone sat et lige så markant aftryk. Hendes interesse for heste begyndte allerede som barn, hvor hun brugte utallige timer på den lokale rideskole, og som 18-årig købte hun sin første hest. Senere investerede hun en arv fra sin far i føllet Medea e. Mago XX/ Allegro (opdr. Niels Therkildsen), der siden blev kåret som Årets Hoppe i Dansk Varmblod.

Med tiden er HP Horses vokset til en international aktør indenfor avl og uddannelse af dressurheste på topniveau. Stutteriet beskæftiger seks medarbejdere og råder over omkring 70 heste.

Lone Bøegh Henriksen er blandt andet kendt som ejer af de verdensberømte avlshingste Fürstenball og Vitalis, der begge har sat et betydeligt aftryk på international dressuravl og -sport. Derudover er hun medejer af oldenburgerhingsten Total Hope, som med norske Isabel Freese har opnået topplaceringer ved både OL, EM og World Cup-finalen og er blandt verdens højest rangerede dressurheste.

HP Horses' hingstekollektion tæller desuden Bon My Love, Damon Gold OLD, First Magic, Independent, Epic Zone PS, Fürsten-Look og Vivaldon.

I morgen kan Lone Bøegh Henriksen fejre fire årtier i den ene af sine to store passioner.
Det foregår den 19. juni kl. 13-17 på adressen Tvedsagervej 40, Harløse, 3400 Hillerød.

Copyright Ridehesten.com
Lones hjertehest Fürstenball hjemme på HP Horses ifm. åbent hus. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen