Husk at Eliteskuet 2022 afholdes i Herning

25-01-2022 11:26

Annika Knudsen Lorentsen

Avl

I forbindelse med KRAFFT Eliteskuet 2022, som afholdes under ECCO FEI World Championships i Herning, skal man være opmærksom på, at arrangementet er underlagt FEI's vaccinationsregler, så man bør allerede nu få styr på om ens heste er vaccineret korrekt

Copyright Ridehesten.com
Stemning fra et tidligere Eliteskue. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Dansk Varmblods KRAFFT Eliteskue er igennem fire årtier blevet afholdt på Vilhelmsborg, og har i den tid udviklet sig til at blive sommerens helt store arrangement for avlerne – og med årene er eliteskuet blevet et eksempel på avl og sport i bedste forening, da der parallelt afholdes landsstævne i dressur og springning på Vilhelmsborg.

KRAFFT Eliteskue
Med udspring i medaljekåring af årgangens bedste 3-års hopper omfatter KRAFFT Eliteskuet i dag også landsfinalen for de bedste 2-års hopper og føl udtaget i forbundets syv regioner, og alt sammen opdelt i de to discipliner dressur og springning. KRAFFT Eliteskuet danner også rammen om Dansk Varmblods Elitefølauktion præsenteret af Dansk Hesteforsikring, hvor Dansk Varmblod hvert år afsætter særligt udvalgte føl til danske og udenlandske købere.

En enestående mulighed
For første gang nogensinde skal Danmark i 2022 være vært ved et VM i ridesport. Det sker i perioden fra den 6. august til den 14. august i Herning, hvor ECCO FEI World Championships Herning – Denmark 2022 afholdes i de fire discipliner springning, dressur, paradressur og voltigering.

Det firedobbelte verdensmesterskab i Herning bliver den største ridesportsbegivenhed på dansk jord nogensinde med ca. 1.000 heste og et estimeret deltagertal på 200.000 personer over de ni konkurrencedage. Verdens absolut bedste ryttere, trænere, hesteejere, sponsorer og andre hesteentusiaster er her samlet om ridesporten.

Dansk Varmblod har fået mulighed for at afholde KRAFFT Eliteskue 2022 under det firedobbelte verdensmesterskab i Boxen i Herning, hvilket er det ypperste, internationale udstillingsvindue, man kan forestille sig for Dansk Varmblodsheste – unge hopper, føl og ikke mindst auktionsføl. Et udstillingsvindue for hele verden.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Eliteskue over to dage i Herning
I tråd med den hidtil kendte afvikling på Vilhelmsborg vil KRAFFT Eliteskue i Boxen ligeledes løbe over to dage, hvor den første dag afvikles med føl, mens anden dag er helliget hopperne. Føllenes dag består af fremvisning af føl udtaget til KRAFFT Eliteskue og efterfølgende finaler, hvor vinderføllene skal udpeges, og slutteligt Dansk Varmblods Elitefølauktion præsenteret af Dansk Hesteforsikring. Hoppernes dag starter, som det er kutyme, med 2-års hopperne og derefter medaljeaspiranter og udpegelse af årets hopper indenfor de to discipliner.

Føllenes dag bliver tirsdag den 9. august med gratis entré og hoppernes dag bliver torsdag den 11. august 2022 og kan opleves ved køb af en Equipark billet til blot 200 kr.

Copyright Ridehesten.com

VIGTIGT: Vaccineregler
Dansk Varmblods Eliteskue 2022 underlægges det internationale rideforbund FEI’s regler om vaccination, og derfor skal man som udstiller være opmærksom på, at alle heste ved det internationale stævne skal være vaccineret i forhold til FEI’s regler. Find dem her.

Det anbefales dog ikke at vaccinere føl, før de er 6 måneder gamle, og yngre føl anses for at være vaccineret igennem deres mødre.

For føllenes mødre og alle andre hopper på eliteskuet (2-års såvel som 3-års og ældre hopper) gælder det, at de skal være vaccineret i henhold til FEI’s regler, hvilket omfatter booster-vaccinationen. Det betyder, at de skal have 1. vaccination og 3 uger derefter 2. vaccination, og seks måneder senere 3. vaccination (booster-vaccination), såfremt de er nået til datoen for booster-vaccination. Er hopper regelmæssigt vaccineret uden booster, skal de vaccineres forfra for at kunne møde op til eliteskuet.

Det vil sige, at hopper der ikke er vaccineret i henhold til FEI´s regler, skal som minimum have 1. vaccination og 3 uger senere 2. vaccination. Derefter skal der gå minimum 7 dage, inden de må møde op på stævnepladsen. Vaccination efter gamle regler gælder ikke. Det er altså ikke en forudsætning at hoppen når at få booster vaccinen inden hoppen møder op på stævnepladsen. Booster gives efter 6 mdr fra 2. vaccine og er en forudsætning for at hoppen overholder gældende vaccinationsregler efterfølgende.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen