Anna Pørtner
Når Danmarks Radio i aften sender det store sportsshow Sport 2025 direkte fra Jyske Bank Boxen i MCH Messecenter Herning, er ridesporten flot repræsenteret, og har endda mulighed for at løbe med hele to priser.
Sport 2025 hylder årets største danske sportspræstationer, profiler og ildsjæle, og showet byder på prisuddelinger, musikalske optrædener og et feststemt publikum. Hele showet sendes live på DR1, hvor Tina Müller og Josefine Høgh guider seerne gennem aftenens prisuddelinger, hyldester og musikalske indslag.
Astrid Gemal kan blive Årets Træner
Landstræner for det danske paradressurhold, Astrid Gemal, er blandt de tre finalister til Team Danmark og Go Nordic Cruiselines pris Årets Træner 2025. Prisen gives til en træner, der formår at kombinere sportslige resultater med stærke og trygge træningsmiljøer.
Astrid Gemal har siden 2017 stået i spidsen for det danske paradressurlandshold og har været en central figur bag en lang række internationale topresultater, herunder VM-sølv, flere EM-medaljer samt individuelle PL-medaljer i både 2021 og 2024.
– Jeg ser nomineringen som en stor cadeau til vores sport, de fantastiske ryttere og hele det stærke setup omkring paradressuren, har Astrid Gemal tidligere udtalt til Ridehesten. Foruden Astrid er Linus Mernsten (bordtennis) og Klaus Bøgh Bonde (BMX) nomineret.
Katrine Kristensen nomineret til "Intet er umuligt"-prisen
Også paradressurrytter Katrine Bjelke Kristensen kan i aften gå på scenen som prisvinder. Hun er nemlig blandt de tre nominerede til Toyotas "Intet er umuligt"-pris, der hædrer en atlet, som har trodset ekstraordinære odds for at nå et stort resultat.
Katrine har i 2025 markeret sig internationalt med to individuelle sølvmedaljer og holdbronze ved EM i paradressur, opnået samtidig med graviditet, studier og familieliv. Nomineren er en markant anerkendelse af både hendes personlige præstationer og dansk parasport.
Foruden Katrine Kristensen er det danske herrelandshold i ishockey og sejler Jonas Warrer nomineret til prisen.
Cathrine Laudrup-Dufour nåede ikke finalefeltet
Dansk ridesport kunne potentielt have set frem til hele tre priser under Sport 2025 her til aften, for Danmarks helt egen dressurdronning Cathrine Laudrup-Dufour var nemlig én af de 15 nominerede til den fornemme pris Årets Sportsnavn 2025.
Det var et skarpt felt af særdeles potente sportsnavne, der var nomineret til prisen, og Cathrine Laudrup-Dufour nåede derfor ikke videre til finalefeltet, der i år består af håndboldspiller Mathias Gidsel og de to cykelryttere Mads Pedersen og Jonas Vingegaard.
Se med i aften
Sport 2025 byder udover prisuddelinger og hyldester af Danmarks dygtigste sportsudøvere på musikalske optrædener fra blandt andre Medina, Mumle og Apacha, ligesom de fornemme priser som Årets Sportsnavn, Årets Træner, Årets Holdkammerat og Årets Frivillige skal uddeles.
Sport 2025 sendes live i aften på DR1 klokken 21.00.
Følg med i live-opdateringer fra den røde løber og selve showet her.