Imponerende salgsprocent og flot gennemsnitspris på DV's auktion

25-06-2022 22:03

Annika Knudsen Lorentsen

Ved aftenens følauktion, arrangeret af Dansk Varmblod i samarbejde med Blue Hors, blev intet mindre end 19 ud af de 20 føl solgt. Gennemsnitsprisen lød på godt 15.000 euro og dyreste føl blev solgt for næsten 300.000 danske kroner

Copyright Ridehesten.com
Ulrik Falbe Hansen og Martin Klavsen med billeder af de fire indkøbte føl til Blue Hors. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det var en særdeles vellykket følauktion, som Dansk Varmblod afviklede på Blue Hors her til aften. 20 kvalitetsføl var blevet udvalgt til auktionen, og det lykkedes at sælge de 19 af dem. 

Gennemsnitsprisen var på godt 15.000 euro, hvilket svarer til mere end 110.000 danske kroner. Dyreste føl blev solgt for 40.000 euro, hvilket svarer til næsten 300.000 danske kroner. 

Martin Klavsen og dermed Blue Hors fik hammerslaget på dagens dyreste føl, og dermed blev Tophøjs Florian e. Floriscount/ Tailormade Temptation (opdr. Stutteri Tophøj) et ud af i alt fire føl som blev købt af Blue Hors. 

Næstdyreste på auktionen blev solgt for 29.500 euro, hvilket svarer til omkring 220.000 danske kroner. Her var tale om det iøjnefaldende hingsteføl Jestis Dakota Dream e. Dynamic Dream/ Springbank II (opdr. Kirstine Decker og Jens Søgaard), som blev købt af en norsk byder.

Copyright Ridehesten.com
Ulrik Kristensen, Kirstine Decker og Jens Søgaard sammen med mønstrer af hoppen. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard

Dyreste hoppeføl blev Raspberry Pilekær e. Jameson R2/ Blue Hors Romanov (opdr. Stutteri Pilekær), som blev solgt for 17.000 euro, svarende til ca. 125.000 danske kroner. Hoppeføllet blev solgt til Canada.

Copyright Ridehesten.com
Raspberry Pilekær. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det var ikke kun kunder fra Norge der lykkedes med at få et føl med fra dagens auktion, for foruden de føl der blev solgt til danske bydere, blev en solgt til Tyskland, en til Canada og en til Holland. Blandt de danske købere var foruden Blue Hors, Helle Kristiansen fra Stutteri Horsebo, som købte et føl og Ditte Mikkelsen som købte to føl.

– Vi var lidt spændte, fordi vi har fulgt med i nogle af de udenlandske auktioner, hvor priserne ikke har været så høje, som man kunne forvente. Men vi fik heldigvis en særdeles høj gennemsnitspris og en helt usædvanlig salgsprocent, fortæller Ulrik Kristensen fra Dansk Varmblods auktionsudvalg og fortsætter: 

– Målet var at samle salgsbare føl som kunne opnå en god pris, og det må man sige blev indfriet. Der var bydere i salen, på telefonen og online, og auktionen er et bevis på, at det fungere rigtig godt med en hybridauktion, hvor man også kan byde online, da vi på den måde får flere udenlandske bydere med. Rammerne på Blue Hors har været rigtig gode, og vi er meget tilfredse med dagens auktion. 

Copyright Ridehesten.com
Auktionarius Casper Cassøe. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard

Inden længe venter Dansk Varmblods følskuer og her bliver føllene til Dansk Varmblods Eliteauktion, som i år afholdes under VM i Herning, fundet. 

– Nu glæder vi os til sommerens følskuer og vi ser frem til Eliteauktionen under VM, hvor vi forhåbentligt kan samle en række rigtig gode føl til vores bydere, slutter Ulrik Kristensen.

Se hele resultatet af auktionen.

Copyright Ridehesten.com
Christine Krogh Frausing

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Christine Krogh Frausing