Imponerende sport i smukke omgivelser

08-06-2013 14:38

Vi blev i dag vidne til dressursport i absolut topklasse, hvor de bedste ekvipager imponerede med harmoniske programmer. Anna Kasprzak holder føringen, men der er sket rokeringer i placeringsrækken, og kampen om medaljer er ultra tæt

Mens solen bagte ned over dressurbanen på Broholm leverede samtlige topryttere i mesterskabets anden afdeling varen. Det gav publikum chancen for at juble efter hvert ridt, og det gav en fantastisk stemning.

Der var brede smil blandt de førende ryttere, der alle red op til deres aller bedste i Specialen, der er den "gamle" Speciale og ikke den, der blev opfundet til brug for OL. Det er et program, hvor rytterne skal vise passage efterfulgt af øgninger, en vanskelig midterlinje med pirouette efterfulgt af 9 ettere og endnu en piruette og så trækker programmet lige kræfterne ud af rytter og ikke mindst hest i den sidste midterlinje med passage og piaffe.

I DM-klassens første afdeling fredag i Grand Prix var flere ryttere tydeligt mærket af enten nervøsitet eller, ønsket om rigtig at lykkes i klassen, og det gav mange fejl også hos flere af favoritterne. I dag var det en helt ny dag, roen var faldet på rytterne, og det resulterede i smuk sport, der i dag var en glimrende reklame for denne disciplin. De der mener, at dressur er kedeligt har ikke været til DM på Broholm i år. Topkampen er helt utrolig tæt, og det bliver vanvittig spændende i kürfinalen i morgen. 

Anna Kasprzak holdt sin førsteplads på Donnperignon, da de i dag dansede gennem Specialen og opnåede 77,5% med en total på 153,181 - det betyder at hun nu er godt 2 procentpoints foran Lone Bang Larsen og Fitou L der i dag fik 76,354% og ligger på 151,248%
Specialen er ikke lige Digbys program, og selvom Nathalie red et smukt, harmonisk og fejlfrit program, så opnåede hun 74,77% og det sendte hende ned på tredjepladsen med 149,856 points. Andreas Helgstrand avancerede i dag med Akeem Foldager, som næsten lignede en helt ny hest efter gårsdagens hektiske Grand Prix var der faldet ro på ekvipagen og det gav en score på 75,875% og en tredjeplads i dagens klasse og en fjerdeplads i den samlede stilling halvanden procentpoints efter Nathalie.
Andreas trængte sin kollega Thomas Sigtenbjerggaard og Nintendo ned på femtepladsen i den samlede stilling da han i dag opnåede 73,521% og 147,095 points. Det er blandt de fem mesterskabet skal afgøres, for selvom Lars Petersen kom meget stærkt tilbage på Mariette i dag, så kostede gårsdagens mange fejl for meget så han i den samlede stilling med 142,117 points er tabt for topkampen, det samme er den tidligere danmarksmester Lisbet Seierskilde, der har 142,005 points i den samlede stilling som kan ses her.

Videoer

Thomas Bach Jensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thomas Bach Jensen