Intet PL for Tobias Thorning Jørgensen

01-09-2024 18:23

Der var kun to dage til Danmarks store medaljehåb i paradressur, Tobias Thorning Jørgensen, skulle have været til start ved PL i Paris for første gang – men nu er drømmen slukket, for Jolene Hill har fået transportsyge

Copyright Ridehesten.com
Tobias Thorning Jørgensen og Jolene Hill kommer ikke til start til PL 2024 alligevel. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Flere års forberedelse går forud for dette års PL i Paris, hvor Tobias Thorning Jørgensen og den 16-årige Jolene Hill e. Blue Hors Schufro Hit/ Windsor (opdr. Hanne Andreasen) skulle have redet det, der med al sandsynlighed ville blive deres sidste PL sammen. Ekvipagen vandt to individuelle guldmedaljer i 2021 i Tokyo og var blevet spået mindst lige så gode chancer for metal i år, men efter rejsen til det franske har den skimle hoppe nu fået konstateret transportssyge. Meldingen indtil nu har ellers været, at hestene var friske og velfungerende i pre-campen i Jablines, lidt udenfor Paris – men under transporten ind til hovedstaden ændrede det sig. Jolene har modtaget behandling af dyrlæge. 

Copyright Ridehesten.com
Tobias Thorning Jørgensen og Jolene Hill. Foto: Ridehesten.com/Mie Thorup Poulsen

Situationen gør Tobias tydeligt påvirket, og han henviser til en pressemeddelelse, da Ridehesten ringer. 

Jeg vil helst ikke snakke mere om det, fordi så begynder jeg bare at græde igen, udtaler Tobias, der i pressemeddelelsen siger følgende:

Nyheden fortsætter efter annoncen

Jeg er selvfølgelig super ked af det og skuffet over, at jeg ikke kan konkurrere hernede. Det er noget, jeg har kæmpet meget for, og som betyder meget for mig, men mine egne ambitioner og drømme må aldrig nogensinde vægte højere end Jolenes ve og vel, og det er også derfor, vi har valgt at trække hende, lyder det altså fra Tobias Thorning Jørgensen.

Mens det under OL er muligt at udskifte en hest helt frem mod konkurrencestart, er reglerne anderledes til de paralympiske lege; en konkurrencehest til PL må ikke udskiftes, og der er derfor ikke noget at gøre for Tobias Thorning Jørgensen. De tre andre danske ekvipager på det danske PL-landshold, Katrine Kristensen (grad II) på Gørklintgårds Quater e. Quaterback/ Blue Hors Don Schufro, Karla Dyhm-Junge (grad III) på Miss Daisy e. De Noir/ Blue Hors Future Cup og Pia Wulff Jelstrup (grad IV) med Zafia e. Blue Hors Zee Me Blue/ Caretino, forventes dog stadig at komme til start enten tirsdag eller onsdag i den indledende del af konkurrencen.

Fakta
Hvad er transportsyge?

Som følge af lang tids transport både på vej, med fly, over vand og med tog kan heste få transportsyge, som er en respirationslidelse. En hest med transportsyge kan bl.a. få feber, nedsat ædelyst, hoste, næseflåd, udviser modvilje mod at bevæge sig og får en stiv bevægelse. Hvis tilstanden behandles tidligt i forløbet, restituerer hesten typisk hurtigt og uden længevarende følger, men i de værste tilfælde kan der opstå langvarige/permanente skader på lungerne. Transportsyge har ikke altid en årsag og kan skyldes mange ting, men visse faktorer som stress ifm. transport, manglende bevægelse under transporten og ugunstige miljøforhold kan øge risikoen. 

Kilde: Dansk Veterinærtidsskrift

Fold up
Copyright Ridehesten.com
Tobias og Jolene. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner