Thomas Bach Jensen
Svensk Varmblod har udgivet nye indekstal, som man kan læse alt om her. Data fra årets svenske unghestebedømmelser samt konkurrenceresultater t.o.m. 15. oktober 2025 er sammenregnet med tidligere års bedømmelse og resultater og udgør til sammen de nye indekstal for avlshingste.
Ti springhingste har for første gang fået udregnet svensk indekstal, og af disse hingste indtager Comme Il Faut (Cornet Obolensky/ Ramiro Z) føringen foran Harvey VDL (Heartbreaker/ Carthago) og Warrant (Numero Uno/ Nimmerdor). Det er ganske vist ikke unge hingste, men de har for første gang tilstrækkeligt med afkom i Sverige for at kunne indgå i indeksberegningen. Hos de lidt ældre hingste med afkom på højst ti år har Chacfly PS (Chacco-Blue/ Sir Shutterfly) opnået det højeste indeks, efterfulgt af Ike (Zavall VDL/ Carthino Z) og dernæst Calido's Son (Calido I/ Stakkato).
Hos de ni yngre dressurhingste, der første gang får beregnet indekstal i år, er det den danskavlede Iron (Asgard's Ibiza/ Hohenstein), opdrættet af Nedergaard Dressage, der har taget føringen. På andenpladsen er Fürst Jazz (Fürst Romancier/ Paint Black I) efterfulgt af Jameson RS2 (BH Zack/ Negro).
Hos de lidt ældre hingste med afkom på mindst ti år har SWB-hingsten Springbank II VH (Skovens Rafael/ De Niro) ligestillet med DV-hingsten Hesselhøj Donkey Boy (ERA Dancing Hit/Milan) efterfulgt af tyske Secret (Sezuan/ St. Moritz I).