Jakob Binder Struck giver stafetten videre

04-11-2026 06:34

Efter to år med fokus på udviklingen af fremtidens militaryryttere har Jakob Binder Struck valgt at stoppe som træner for Dansk Ride Forbunds potentialegrupper. Nu skal en ny træner findes til opgaven

Copyright Ridehesten.com
Efter to år som træner for militarysportens potentialegrupper har Jakob Binder Struck valgt at trække sig. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Efter to år som træner for Dansk Ride Forbunds potentialegrupper i military har Jakob Binder Struck valgt at stoppe, meddeler Dansk Ride Forbund. Nu skal arbejdet med at udvikle fremtidens militaryryttere føres videre af en ny træner. 

Siden 2024 har Jakob Binder Struck været tilknyttet Dansk Ride Forbunds potentialegrupper i military, hvor han har haft ansvaret for at træne og udvikle nogle af de danske talenter frem mod internationale mål. Nu har han dog besluttet at give stafetten videre. 

Beslutningen skyldes ifølge Dansk Ride Forbund, at Jakob ønsker, at træneren skal være tæt på sportens aktuelle udvikling. Da han ikke længere selv er aktiv på samme niveau, mener han derfor, at tiden er inde til at overlade opgaven til en anden. 

– Det har været en kæmpe fornøjelse at følge rytterne, se deres udvikling og være en del af deres rejse, fortæller Jakob til DRF. 

Copyright Ridehesten.com
Jakob Binder Struck har selv været aktiv militaryrytter op til 3-stjernet niveau. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

Fokus på grunduddannelsen
Jakob Binder Struck blev i november 2023 præsenteret som en del af Dansk Ride Forbunds nye elitestrategi for military. Her blev der etableret potentialegrupper for henholdsvis unge ryttere og seniorryttere med det formål at skabe bedre udviklingsmuligheder for fremtidens militaryryttere. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Jakob blev tilknyttet som træner med sin egen erfaring fra militarysporten, hvor han blandt andet har konkurreret på 3-stjernet internationalt niveau og vundet DM for seniorer i 2018. 

I arbejdet med potentialegrupperne har han haft særlig fokus på en solid grunduddannelse af både hest og rytter samt et holdbart partnerskab mellem ekvipagen. 

Hos Dansk Ride Forbund er der stor taknemmelighed for hans indsats. Holdleder og ansvarlig for military, Kerstin Emilie Dallmann, fremhæver blandt andet hans faglighed og fokus på grunduddannelsen.

– Han har bidraget med stor faglighed og et vigtigt fokus på grunduddannelsen af både hest og rytter. Det har været et rigtig godt samarbejde, og jeg har stor forståelse for hans overvejelser og beslutning om at give stafetten videre, siger Kerstin Emilie Dallmann.

Dansk Ride Forbund er allerede i gang med at finde en afløser, så arbejdet med at udvikle de danske militarytalenter kan fortsætte.

Copyright Ridehesten.com
Jakob Binder Struck har i sit arbejde som træner haft stor fokus på grunduddannelsen af hest og rytter. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

Kilde: Dansk Ride Forbund. 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen